Kalle Johnsson

Spillerreaktioner: Kalle fortjente et clean sheet

Rasmus Falk
”Vi var på ingen måde tilfreds med præstationen mod FC Nordsjælland, det var ikke sjovt, så jeg synes det var godt, at vi kom så fint tilbage i dag. Vi var rigtig gode i de første 35 minutter, hvor vi nærmest spiller os til vores bedste – og så fik vi jo et clean sheet – det var vigtigt, og så har Kalle også fortjent et clean sheet efter hans mange gode kampe. Vi ramte desværre ikke topniveauet hele kampen, og det er også svært, og så skal vi blive bedre til at hæve bundniveauet. Defensivt skal vi også forbedre os, så vi lukker færre mål ind. Men vi fik en god start i dag, alle var tændte og vi havde en god følelse ovenpå FCN-kampen, og Mo’s tidlige mål gav os energien til at spille godt, om end det rigtig gode spil kun varede 35 minutter.”

Karl-Johan ”Kalle” Johnsson
”Ja, man kan jo ikke helt kalde mig Mister Clean Sheet, for vi skal vist tilbage til december for at finde det seneste. Men jeg er glad, det gik fint – og det var skønt da vi hørte dommerens sidste fløjt. AaB kom tæt på i dag, blandt andet på Patrick Olsens frispark, men jeg så bolden i god tid og fik så fingerspidserne på, og hvis jeg selv skal sige det, var det en god redning. Det giver selvtillid med et clean sheet, og det er godt for både min og holdets selvtillid, at vi kan gå ind til et DERBY med et clean sheet. Ellers synes jeg vi stod kompakt i dag, vi fik vores tidlige mål og dominerede 1. halvleg – og var generelt i kontrol gennem hele opgøret. Selvfølgelig er jeg glad for Daramys to mål, og jeg håber ikke, at der skete ham noget i dag, for vi kan godt bruge ham på søndag mod Brøndby IF."

Jens Stage
"Vi spiller en rigtig god 1. halvleg med skøn fodbold og skøn energi, og vi kan også lave flere mål end de to, Mo scorer. Anden halvleg blev mere frem og tilbage, men generelt også udmærket, og jeg følte, at vi havde kontrol med kampen."