FCK flag

Ugen der gik (uge 43)

FIFA’s Fan Award
For et stykke tid siden blev vores fans nomineret til FIFA’s Fan Award sammen med fans fra Celtic og Dortmund. En award, der gives til specielle fodbold-øjeblikke det seneste år.

Sidste mandag blev vinderen kåret undet en FIFA-event i London, og Celtic løb med prisen foran os og Dortmund. De vandt med deres tifo i anledning af 50-året for de såkaldte 'Lisbon Lions’ - kælenavnet for det Celtic-hold, der i Lissabon slog Inter 2-1 i Europa Cup-finalen for Mesterhold i 1967.

Dortmund var nomineret for fansenes gæstfrihed over for Monaco-fansene til den Champions League-kamp, der blev udsat til dagen efter, fordi Dortmunds bus blev udsat for bombeangreb.

Alle kunne stemme i konkurrencen - og tak til alle jer der stemte på vores, og tillykke til Celtic med award’en!

 

Thomsen træner med
Nicolaj Thomsen er efter halvanden måneds skadepause tilbage på træningsbanen og træner nu fuldt med sammen med de andre.

Nicolaj Thomsen


Tågekampens mulige aflysning
Flere har spurgt hvordan reglerne egentlig er, hvis en europæisk kamp ikke kan spilles færdig på grund af tåge - sådan som det nær var sket forrige uge i Olomouc!

UEFA’s regler siger ikke præcis hvornår, den skal spilles færdigt, men omtaler
- dagen efter
- på en reservedato
- en anden dato, som UEFA fastsætter

Pierre Bengtsson
"Pierre alene i verden"

Club Secretary Daniel Rommedahl fortæller, at FCK under ingen omstændigheder ville acceptere at spille de sidste 20 minutter om fredagen. Ikke så meget på grund af problemerne med pludselig at skulle finde hotel til truppen og de medrejsende sponsorer m.fl. (Per Wind har jo i forvejen masser af grå hår i hovedet, så et par stykker mere havde ikke gjort nogen forskel). Nej, fordi det var sportsligt urimeligt i forhold til at vi havde en vigtig AGF-kamp allerede om søndagen. FC Zlin skulle i øvrigt også spille igen om søndagen, men havde dog ikke så langt hjem som os…

Vi går derfor ud fra, at kampen var blevet spillet en helt anden dag. Dvs holdet var som planlagt rejst hjem natten til fredag, men måtte så rejse derned en anden gang for at spille de 20 minutter. Måske i den forgangne uge, men i værste fald først ugen efter Superliga-afslutningen 11. december!

Reglerne siger også, at en ny dato skal fastsættes senest to timer efter kampen er afbrudt. Det skal ske efter samråd med de to klubber og deres forbund, og i tilfælde af uenighed, træffer UEFA den endegyldige beslutning.

Det er ikke til at sige, hvad løsningen ville være blevet i Olomouc, for den østrigske dommer valgte at genoptage spillet, og det virkede alle tilfredse med efter omstændighederne - selv om det nok var på kanten af det sportsligt forsvarlige.

Stephan Andersen sagde fx bagefter, at han ikke kunne se længere end til midterlinjen, og midt på langsiderne var det noget nær umuligt at se, hvad der præcist foregik i de to felter.

Først efter kampen fandt vi også ud af, at Pieros mod slutningen havde en ret god hovedstødschance med kurs mod mål, som dog ramte en tjekke på vejen og blev rettet af til hjørne…

Lad os håbe, det varer længe før vi oplever den slags igen. Men lad os nu se, hvad klimaet byder på i Moskva i slutningen af november! I disse dage holder temperaturen sig dog stadig lige over frysepunktet…

>> Læs også artikel 24 (engelsk) i Europa League Match Regulatives - her står der mere om hvem der i givet fald må spille og ikke spille, hvordan man forholder sig til gule kort, udskiftninger m.m., hvis kampen først færdigspilles en anden dag


Eks-FCK’ere
Bjarne Goldbæk - der for nylig medvirkede i vores jubilæumspodcast - var i sidste uge på besøg hos sin gamle klub Chelsea, hvor han var “half time-guest” og blev hyldet på banen i pausen af Carabao Cup-hjemmekampen mod Everton (den engelske liga cup).

Goldbæk har sin plads i Chelsea's Hall Of Fame

 

Old Boys-finale
Som ventet er KB/FCK’s Old Boys klar til endnu en DM-finale mod de evige rivaler fra AC Odense. Det blev en kendsgerning, da man i lørdags slog Tuse IF 3-1 i “semifinalen” på mål af Søren Martinussen, Lars Jacobsen og Michael Strandquist, hvorefter gæsterne pyntede lidt på resultatet.

Samtidig vandt AC Odense også det andet af to opgør mod de jyske serievindere fra AGF, som bl.a. stillede med Thomas Thorninger, Michael Nonbo og Peter Graulund. 

Nu mødes de to hold altså igen i en afgørende medaljekamp på lørdag kl. 12 på KB’s anlæg. Vi skal nok varme mere op til kampen i løbet af ugen på FCK.DK, men sæt kryds i kalenderen og glæd dig til et gensyn med en række store Superliga-profiler fra henholdsvis FCK og OB. 

KB/FCK Old Boys, efterår 2017

Senest er Morten Bertolt også begyndt at tørne ud for vores gamle drenge, som i forvejen tæller eks-FCK'erne Lars Jacobsen, Hjalte Nørregaard, Daniel Jensen, Clement Cliford, Jesper Bech samt Todi Jónsson, der pt. er skadet.

OB plejer at mønstre navne som Morten Bisgaard, Ulrik Laursen, Thomas Helveg, Henrik Hansen, Kenneth Møller Pedersen, Steen Nedergaard m.fl., og vi skulle hilse og sige, at der er mange andre end de “kendte”, der spiller en gang seværdig og underholdende Old Boys-fodbold!

Og mens vi er ved “gamle drenge”, så gav et par af Old Boys-spillerne forleden en hjælpende fod med, da KB’s veteranhold skulle ud i en afgørende bundkamp. Lars Jacobsen, Clement Cliford og Michael Strandquist stillede op sammen med bl.a. Michael Mio Nielsen, da holdet - efter fem nederlag - vandt for anden gang i træk.

 

Tom krydser fingre for Tromsø
Det er ingen hemmelighed, at Tom har fået en lidt trist afslutning på sin FCK-karriere med alle de skader, der har ramt ham i år, hvor han endda indvilligede i at blive et halvt år længere i København på grund af Ankersens ankelbrud.

Heldigvis ser det ud til, at han kan vende hjem til en Eliteserie-klub, for det har ellers set sort ud for Tromsø IL i efteråret. Men med tre sejre i fire kampe er man pludselig oppe over stregen. Det kan stadig nå at gå galt, men man kan i det mindste selv afgøre det.

“Jeg tror, de kan klare sig uden at skulle kvalificere sig, selv om udekampen mod Sogndal kan have meget at sige (på søndag, red.). Det er imponerende af TIL. De er i en “tøff” situation, og så er det stærkt, at holdet har vendt det så flot, som de har gjort. Jeg tror, de klarer det nu!” lyder det fra Tom, der nu er blevet sine skader kvit og deltager i den daglige træning.

Og du har vel hørt, at Fanshoppen får lavet flere kopper til “Tom Høgli-kaffeklubben”? De første 100 blev revet væk, næsten hurtigere end Tom kan nå at brygge en kande kaffe!

Bliv medlem af Tom Høglis kaffeklub

 

U19
Holdet har ikke været i kamp i ugen der gik, men spiller først fredag kl. 18.30 i Odense. 

Landstræner Henrik Clausen har udtaget truppen til EM-kval.turneringen i Kroatien fra 4.-15. november. Fem FCK’ere er med: Mads Roerslev, Luka Racic, Morten Hjulmand, Jonas Wind og Carlo Holse. Desværre blev der ikke også plads til Niklas Vesterlund denne gang, som har døjet lidt med skader i efteråret.

Danmark møder Letland, San Marino og værtsnationen Kroatien i nævnte rækkefølge.

 

U17
Ligaen har ligget stille, mens Danmark har spillet EM-kval. i Letland. 

Danmark indledte med 1-0 over Estland og Andorra, og 0-0 i den sidste kamp mod Skotland betød, at de vandt gruppen på bedst målscore. Begge hold går videre til Elite Round i foråret 2018. Der er lodtrækning 6. december.

Mod Estland startede både Sebastian Fischer og Mads Bidstrup, og sejrsmålet faldt i øvrigt på straffespark i sidste minut!

Mod Andorra startede Sebastian Fischer og blev i pausen afløst af Mads Bidstrup. Også her afgjorde Danmark på straffe, dog “allerede” 10 minutter før tid.

Sebastian Fischer
Sebastian Fischer

Kampen mod Skotland måtte på grund af frostvejr flyttes fra græs til kunst, og Mads Bidstrup blev udskiftet kort før tid, mens Sebastian Fischer blev på bænken.

U17 spiller næste gang på lørdag kl. 14.30 hjemme mod FC Midtjylland på KB’s anlæg - så du kan få en fornøjelig eftermiddag med både Old Boys-finale og U17-bold, hvis du kigger forbi. Hvorfor egentlig ikke?

 

Sagt og skrevet om FCK

AC Horsens-træner Bo Henriksen til Ritzau:
“Tilskuerne har oplevet, hvor giftige vi er på lange indkast, og så er det klart, at de går amok, når vi får et indkast, selv om det nærmest er på egen banehalvdel nogle gange. Vi er i trygge rammer her, og så har vi bare skabt et stærkt fort. Ingen har været i nærheden af at vinde her i denne sæson. Vi var godt klar over, at FCK er presset for tiden. Derfor skulle de have en fight, og vi skulle gå lidt til den, uden vi på nogen måde gik over stregen.