Telia Parken

Udmelding om AaB-kampen

I forbindelse med vores sidste kamp i sæsonen mod AaB i Parken var der desværre et lille antal personer ud af de 35.463 tilskuere, der valgte at gå mod vores klare udmeldinger om, at alle tilskuere skulle holde sig fra banen efter kampen. Det drejede sig om cirka 100 personer, mens et mindre antal også hoppede over hegnet, men ikke løb på banen:

Helt uacceptabelt
”Vi har siden da afholdt en række møder både internt og eksternt og vi har været i dialog med myndigheder og repræsentanter fra fanmiljøer og der venter flere møder. Konklusionen er, at det indlysende var helt uacceptabelt, at det skete, og vi tager afstand fra det. Primært fordi det sikkerhedsmæssigt var farligt, ligesom det også kan få markante konsekvenser for klubben og ødelagde en del af oplevelsen af guldfejringen for tusindvis af mennesker i Parken. Det var ærgerligt ovenpå en sæson, hvor vi har oplevet en opbakning, der har overgået alt i Superligaens historie,” siger direktør i F.C. København, Jacob Lauesen.

Karantæner er konsekvensen
Arbejdet med at identificere så mange som muligt er stadig i gang, og vi er i skrivende stund på et mindre tocifret antal personer, der er blevet identificeret og vil blive tildelt en afgift på 10.000 kroner samt en karantæne. Sidstnævntes længde afhænger af adfærden, hvor aggressiv eller decideret voldelig adfærd vil blive sanktioneret hårdest. Varigheden af karantænerne varierer fra to år til livstid alt efter adfærd.

”Det har været vores klare prioritet at lede efter de personer med den mest problematiske adfærd først, og vi forventer at antallet af personer vil stige løbende i de kommende måneder, men arbejdet er vanskeligt og skal gøres grundigt, så vi finder de rigtige. Vi oplevede heldigvis også, at mere end 99 procent af tilskuerne opførte sig som de skulle og også gjorde deres holdning klar overfor baneløberne på stedet. Det synes vi peger i en positiv retning i forhold til den internationale trend, vi har oplevet på det seneste,” fortæller Jacob Lauesen.

Fejringen efter kampen
Efter kampen fejrede vi mesterskabet med tusindvis af F.C. Københavnere på Øster Alle, hvor der i starten af festen var personer, der havde en ubehagelig oplevelse på grund af de mange mennesker. Vi havde undersøgt, om vi kunne afholde festen i Fælledparken, men det var desværre ikke muligt, så derfor valgte vi Øster Alle.

”Vores evaluering har vist, at vi ikke var klare nok i vores kommunikation til de mennesker, der ikke ønskede at være en del af festen, hvorfor en del endte midt i festen med mange mennesker omkring sig og havde en ubehagelig oplevelse. Grunden til, at vi ikke på forhånd havde fortalt mere om fejringen var, at vi ikke havde et ønske om at tiltrække flere end dem, der var i Parken til festen. Det gjorde desværre, at vi havde for lidt tid til at få alle til at få de meldinger, vi gav omkring logistikken efter kampen. Det tager vi naturligvis ansvaret for, mens vi glæder os over, at der ikke var meldinger om tilskadekomne til festen på Øster Alle, hvor tusindvis af F.C. Københavnere havde en kæmpe fest,” siger Jacob Lauesen.

Vi beklager over for alle, der havde en negativ oplevelse i forbindelse med kampen eller fejringen efterfølgende.