Jess Thorup

Thorup før FCN: Vi skal slutte grundspillet stærkt af

Søndag er en stor og vigtig dag i 3F Superliga, hvor alle kampe spilles samtidig, og grundspillet bliver afsluttet. For vores vedkommende sker det i Parken kl. 14.30 mod FC Nordsjælland til en kamp, der kan ende med at være helt udsolgt.

Vi har været meget stabile i 3F Superliga
Cheftræner Jess Thorups er fokus på at skabe et godt afsæt frem mod Mesterskabsspillet.

”Vi skal slutte grundspillet stærkt af og fastholde det gode momentum, vi har haft i 3F Superliga gennem en lang periode, hvor vi har været meget stabile. Vi har bearbejdet vores europæiske kampagne, og nu handler alt om at slå FC Nordsjælland søndag.”

En sulten og bred trup
Vi fører 3F Superliga nu, hvor der altså kun mangler en spillerunde, inden alle har mødt alle to gange.

”Spillerne og staben har været gode til at tage opgaverne i den rækkefølge, de kommer, og vi har en sulten og bred trup, som giver os en masse muligheder frem mod kampen på søndag. Så selv om vi har haft et relativt intenst program på det seneste, så stiller vi et meget stærkt hold," siger Thorup.

”Vi ved, at der igen kommer rigtigt mange i Parken for at give os energi og støtte, og det er vigtigt for os, at vi giver dem noget tilbage og skaber en god oplevelse for dem."

"Den opbakning, vi får både hjemme og ude, er helt utrolig, og det styrker vores motivation.”

Forventer ingen nem kamp
Tidligere i sæsonen vandt vi 5-1 i Farum, men Thorup forventer på ingen måde en nem kamp på søndag.

”Man får intet foræret i Superligaen, og vi skal arbejde lige så hårdt og koncentreret som i Herning i søndags og i de øvrige kampe. Det er vi indstillede på, og vi glæder os meget til opgaven. Nu skal vi give os selv det bedst mulige udgangspunkt før mesterskabsspillet,” slutter Jess Thorup.

Stadig ledige pladser
Kampen kan som nævnt blive helt udsolgt, og vi opfordrer som altid til, at du giver din plads videre, hvis du ikke selv udnytter dit kort eller abonnement.

I skrivende stund er der også stadig ledige pladser på billet.fck.dk.