Jess Thorup

Thorup: En spændende lodtrækning

Så blev modstanderne til det kommende Champions League gruppespil fundet, og der venter F.C. København store og spændende udfordringer i Gruppe G, hvor Manchester City, Sevilla og Dortmund venter.

Jess Thorup glæder sig over lodtrækningen:

“For det første er det meget stort for alle F.C. Københavnere, at vi igen er en del af Champions League, som er verdens største klubturnering. Vi vidste, at der uundgåeligt ville komme store navne op af bowlen og vi glæder os helt vildt."

“Det er tre store europæiske klubber. Manchester City er en af favoritterne i turneringen, Sevilla bliver specielle at møde med Thomas Delaney i truppen og er også en klub med store europæiske traditioner. Og så er der Dortmund, hvis kvalitet alle kender.”

“Det bliver selvfølglig en kæmpe udfordring for os, men vi er ikke med bare for at få en oplevelse. Vi er med for at konkurrere og skabe store præstationer og oplevelser for vores fans, ikke mindst i Parken."

"Vi er helt bevidste om, at det bliver meget vanskeligt, men vi vil spille med de bedste, og det får vi nu muligheden for. Så må vi se, hvad vi kan drive det til,” siger Jess Thorup.

>> Se den foreløbige billetinfo her