Stephan Andersen

Ståle: Vi leverede en fin indsats

Efter torsdagens 0-1-nederlag til SK Slavia Prag havde Ståle Solbakken denne kommentar:

"Jeg står tilbage med en vis tilfredshed, og vi spiller en kamp i et rigtig godt tempo. Vi møder et Slavia-hold der er i rigtig god form, og måske nok er det bedste hold i vores gruppe - og vi formår at dominere dem i perioder af kampen, nok specielt i de sidste 20 minutter af 1. halvleg, hvor vi blandt har store chancer til både Dame N'Doye og Gregus"

"Efter pausen kommer de meget hurtigt foran, og her var problemet så, at vores offensive es ikke havde deres allerbedste dag. Skov og Fischer lykkedes i hvert fald ikke helt".

Vi fik presset dem til sidst, men ifølge Ståle manglede vi en smule rytme - hvilket betød, at vi aldrig rigtig fik gang i vores flydende spil:

"I den sidste fase af kampen fik vi sat en slutspurt ind - men vi kom ikke i mål - og vi må nok sige, at de var en smule bedre end vi var. De fik scoret til 1-0 på deres første store chance, og i vores forsøg på at komme tilbage i kampen, virkede vi lidt prægede af jag og stress - der var for mange start og stop situationer - og vi fik ikke gang i det flydende spil.

"Gregus gjorde det godt på midten, men vi manglede en smule rytme i det offensive - og i de afgørende situationer fejlede vi med den sidste aflevering - eller træf de forkerte beslutninger. Men jeg er absolut ikke utilfreds, for vi leverede en fin indsats. ".