Trænerbænken

Ståle: Sådan en kamp vinder vi ni ud af ti gange

"Ni ud af ti gange vinder man sådan en kamp, når man ser på antal chancer og spilinitiativ," sagde Ståle efter det skuffende DERBY-nederlag i tillægstiden.

"Jeg siger ikke, at vi var prangende i dag, men vi var det bedste hold både chance- og spillemæssigt."

"Men vi er i en fase, hvor vi bliver straffet hårdt på vores fejl. I 1. halvleg redder Kalle os den ene gang, og den anden scorer de på, mens vi sagtens kunne have scoret til 2-0 på nogle af vores store chancer, blandt  andet da Kamil var alene med keeperen. Så det er sjældent, man taber sådan en kamp."

"Bortset fra resultatet i dag, så er jeg okay tilfreds med præstationen i dag og i torsdags, mens den var meget ringe i Odense. Men lige nu er jeg selvfølgelig verdens dårligste træner, og vi har verdens dårlige spillere, men der er det pres, der skal være. Og på torsdag har vi en ny lev-eller-dø-kamp, og igen på søndag i Vejle, og hvis vi vinder på torsdag, kommer der en ny næste torsdag."

"Det  er klart, at vi havde ønsket os et andet resultat i dag, men vi har nok en udfordring med at holde den defensive parathed mod fejl og kontra, når vi dominerer så kraftigt med bolden, som vi gør i store dele af kampen i dag, og som vi gjorde i store dele af kampen mod OB og hele kampen i torsdags. Men det har vi ikke været gode nok til, og det bliver vi straffet for i dag," slutter Ståle.