Ståle: - Det må vi leve med

Ståle: - Det må vi leve med

Jubel efter Santins udligning på straffespark

Foto: Lars Møller, Sportsgency.dk

 

Ståle Solbakken ville, præcis som sine spillere, meget gerne have haft tre point ud af anstrengelserne i dag, men cheftræneren var dog ikke mere skuffet, end at han muntert kunne konstatere, at 7 point efter 3 runder er væsentligt bedre end man plejer at indlede turneringen. - Og fortsætter vi med 7 point for hver 3 kampe, så ser det rigtig godt ud, tilføjede han smilende. 

Men var der virkelig grund til at glæde sig over kampen? 

- Vi er selvfølgelig ikke tilfredse med resultatet, men jeg er meget tilfreds med præstationen. Vi kommer lige fra en svær udekamp i Hviderusland og har en vigtig kamp igen på onsdag, så jeg er fint tilfreds og synes vi leverer en godt gennemført kamp. Vi er meget bevægeligt og skaber rigtig meget, men vi er både uheldige og udygtige i afslutningerne, men det må vi leve med. 

Der var ændret på hele 3 pladser siden det seneste opgør, idet Thomas Kristensen, Mathias Zanka og Jesper Grønkjær var med fra start, og dem havde Ståle denne vurdering af: 

- TK spiller en rigtig god kamp, især i 1. halvleg, og Zanka kommer ind og gør det meget fornuftigt og viser at han er helt på niveau med Antonsson og Ottesen. Grønkjær er altid lidt af en gambling og leverer nok en mere ujævn præstation, men han holder en hel time, og det er et kvarter mere end jeg havde forventet. Men det er vigtigt, at vi holder flere spillere i gang med henblik på det tætte program i august, vurderede Ståle. 

For lav effektivitet
Cheftræneren lagde dog ikke skjul på, at effektiviteten foran mål var for lav, og N'Doye havde ikke en af sine bedste dage. 

- Nej, han har nogle gode afslutninger, men også flere dårlige, og så har Karim Zaza jo også et par udmærkede redninger, sagde Ståle, der som angrebsjoker igen benyttede den kun 16-årige Kenneth Zohore. - Han er en ung og spændende spiller, som vi vurderer har niveauet til at gå ind og være med til at gøre en forskel, men lad os nu se, hvad der sker i august. Transfervinduet lukker jo først om en måned, bemærkede han. 

Ikke verdens største straffe
Straffesparket, der gav Santin muligheden for at udligne fra 11 meter-pletten, var ikke "verdens største", og Ståle var også meget ærlig i sin vurdering: 

- Jeg synes, det kan forsvares at dømme det, for han holder N'Doye lidt nede, men hvis han ikke havde dømt det, så havde jeg heller ikke protesteret. 

Karim: - Hvorfor skulle jeg skynde mig?
AaB-keeper Karim Zaza måtte lægge øre til piften og tilråb gennem store dele af kampen, og han lagde da heller ikke selv skjul på, at han bevidst trak tiden ud: 

- Hvorfor skulle jeg skynde mig? Jeg trækker den da også lidt med vilje for at opildne deres fans, for de kan jo godt lide at komme op i det røde felt engang imellem, så det hjalp jeg dem lidt med i dag, smilede Karim efter kampen, hvor han - måske mere overraskende - mente, at uafgjort var et ganske fair resultat: 

- Jeg synes, vi spiller lige op med FCK, og vi har et par gode chancer til at komme på 2-0 før pausen, så alt i alt synes jeg uafgjort er et fair resultat. Straffesparket skal altså være større, før det skal dømmes, og der er til gengæld en situation, hvor Anders Due bliver nedlagt i deres felt uden der bliver fløjtet, sagde den rutinerede AaB-keeper, der aldrig er bleg for at bidrage lidt ekstra til underholdningen. 

 

Thomas Kristensen: Uheld og uskarphed

- Vi kan ikke være tilfredse med resultatet, men vi kan godt være tilfredse med præstationen. Vi spiller en rigtig god kamp, og på en god dag laver vi 4-5 mål, men vi har ikke det held der skal til og er også selv uskarpe. Det er ærgerligt, de kommer så hurtigt foran, for de begynder jo at trække tiden ud, allerede inden der er spillet et kvarter. Havde vi fået det første, var det nok blevet en helt anden kamp.

Oscar Wendt: Skuffende

- Selvfølgelig er vi alle skuffede, for vi skaber jo chancer nok til at vinde. Men nogen gange scorer man tre mål på tre chancer, og i dag var det desværre bare sådan en dag, hvor man kun scorer et på 10-12 chancer.

Mathias Zanka Jørgensen: Vi kører dem jo rundt på banen

- Selvom vi ikke får den sejr, vi gerne vil have, så er der meget positivt at tage med fra kampen. Vi kører dem jo rundt på banen og fysisk er vi også klart bedre, så det skal vi tage med os fra i dag. Men selvfølgelig ærgrer vi os over, at vi ikke også kan tage alle tre point med.