Pokalfinalen skæmmet af farligt fyrværkeri

Ved sæsonens pokalfinale i Parken i går blev 2. halvleg udsat på grund af affyring af pyroteknik fra Sektion12. Omfanget af fyrværkeri var så voldsomt, at begge hold blev sendt tilbage i omklædningsrummene af sikkerhedsmæssige årsager, og kampens dommer blev tvunget til at overveje næste skridt.

Heldigvis kunne kampen genoptages efter en kort afbrydelse, men det ændrer ikke på, at mange fans fik en meget ubehagelig oplevelse med hjem fra Parken. Vildfarne skud fra bomberør forskrækkede mange tilskuere, og enkelte blev desværre også strejfet af ukontrollérbart fyrværkeri.

F.C. København ser med stor alvor på episoden og fordømmer den adfærd, der kom til udtryk ved begyndelsen af 2. halvleg. Episoder som disse har absolut intet med fodbold at gøre, og det er beskæmmende, at den største enkeltstående kamp i dansk fodbold bliver overskygget af pyroteknik.

Ekstraordinær efterforskning
F.C. København har iværksat en omfattende gennemgang af videomaterialet fra Parkens videoovervågning, og der er indkaldt yderligere mandskab til ekstraordinær efterforskning i weekenden.

I forbindelse med åbningen af tribunerne inden pokalfinalen stormede en større gruppe sortklædte tilhængere indgangspartierne til S12 tribunen. Gruppen tiltvang sig uretmæssigt adgang til stadion og bragte i den forbindelse bomberør og fyrværkeri med ind på tribunen.

F.C. København har allerede i dag tilføjet 12 af de involverede til Parkens ansigtsgenkendelsessystem, og de pågældende vil blive forment adgang til Parken og meddelt karantæne, næste gang de viser sig.

Det vidtrækkende efterforskningsarbejde fortsætter i tæt samarbejde med politiet, og det ventes, at der bliver udstedt adskillige langvarige karantæner ved gennemgang af videomateriale og med anvendelse af ansigtsgenkendelsesteknologien i Parken. Alle sager bliver desuden efterfølgende overdraget til politiet.

Denne type brud på Parkens Sikkerhedsreglement og Divisionsforeningens cirkulære om sikkerhed og orden på stadion kan få store konsekvenser for både fans, klub og spillere, og det er uacceptabelt, at dette ikke tages alvorligt af de implicerede.

F.C. København tager på det kraftigste afstand fra den voldsomme episode, hvor en gruppe individer i dén grad sætter sig selv over alle andre og samtidig udsætter andre fans for fare.

Det er utilstedeligt, og klubben ønsker at understrege, at hvis man på nogen måde har bidraget til affyringen eller indsmuglingen af fyrværkeriet, så er man ikke længere velkommen i Parken.

F.C. København vil straks undersøge, om der kan tilføres yderligere sikkerhedsmæssige initiativer ved adgang til Parken.

>> Læs om skærpede straffe her