Junnosuke Suzuki

Kampreferat: Titelhåbet glippede i tæt og intens pokalfinale

35.485 tilskuere dannede en fantastisk kulisse om pokalfinalen, der på Kristi himmelfartsdag blev velsignet af en dejligt forårsvejr. Det satte stemningen yderligere i vejret i timerne før kampen, hvor Fanklubben traditionen tro havde arrangeret fanmarch fra Rådhuspladsen gennem byens gader.

F.C. Københavns fanmarch før pokalfinalen
Foto: Sam Cornish, FCK Media

De to hold
Bo Svensson fastholdt 3-4-3-formationen fra Silkeborg og skiftede kun én, Jordan Larsson for Elias Achouri. 

Midtjyderne, der havde cheftræner Mike Tullberg i karantæne, startede med Darío Osorio, Martin Erlic og Cho Gue-sung i stedet for Kevin Mbabu, Ousmane Diao og Edward Chilufya – i forhold til de, der startede i Farum i søndags, hvor midtjyderne definitivt gik glip af guldet.

View over Parken
Foto: Gaston Szerman, FCK Media


FCM tæt på i starten
Midtjyderne var mest på bolden i starten og havde efter ti minutter også den første af kampens relativt få chancer, da Martin Erlic headede over mål på et hjørne, der blev snittet videre ved forreste stolpe.

To minutter efter var vi ved at forære dem et mål, da Kotarski lod en Delaney-tilbagelægning smutte under støvlen, men heldigvis gik den tæt forbi stolpen!

Kroaten svarede dog godt igen, ved at gribe bolden efter hjørnesparket og straks sende Jordan Larsson afsted i en kontra, og den bremsede Osorio med en hård, glidende tackling, der udløste kampens første gule kort. 

Jordan Larsson
Dario Osorio nedlægger Jordan Larsson. Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport


Men det blev kendetegnende for kampen, at spillerne ikke gav hinanden meget plads, men hele tiden sad i benene på hinanden, og her bagefter kan man godt mistænke, at det kampforløb gavnede midtjyderne mest.

Vores første bud på et mål kom efter 20 minutter efter en dødbold, som gav Mads Emil Madsen en skudchance i feltet, men han ramte for dybt i bolden og skød over mål.

Midtjyderne svarede igen med en halvt-liggende Castillo-flugter, der også gik over mål, og sådan bølgede det frem og tilbage, uden at chancerne sprængte xG-skalaen.

Efter en halv time fik vi vores første hjørne, som Jordan slog langt, og Elyounoussi kom ret uhindret op i modsatte side, men headede lige på Olafsson.

Mohamed Elyounoussi
Hovedstødschance til Mohamed Elyounoussi. Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport


Minuttet efter skabte vi vores største chance, da Kotarski sparkede langt, og Dadason vandt duellen med Erlic og spillede Elyounoussi alene igennem, men Olafsson gik stærkt ud og parerede.

Returbolden gik ud til Dadason, men han skød lige på den liggende keeper, som havde hånden på bolden, da Elyounoussi forsøgte en tredje gang, så derfor fik de frispark.

Mohamed Elyounoussi
Stor chance til Mohamed Elyounoussi sat op af Viktor Dadason. Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport


Meget mere skete der ikke inden pausen – den eneste gang, de var tæt på, var der offside, inden Billing fandt Cho ved fjerneste stolpe, hvor han headede forbi, og midtjyderne gik til pause uden af have haft en afslutning inden for målrammen.

2. halvleg
2. halvleg blev desværre udskudt nogle minutter på grund af fyrværkeri, raketter og kanonslag fra Sektion 12, men herefter lagde vi fint ud og skabte et par udmærkede muligheder efter 5-6 minutter spil. Efter smukt forarbejde af Mads Emil Madsen lagde Elyounoussi bolden til rette for Jordan i udkanten af feltet, men han fik ikke rent træf på bolden.

Lidt efter slog Olafsson lidt skævt til et højt Lopez-indlæg, men Jordan fik ikke ram på bolden ved baglinjen, og siden gik der længere mellem, at vi for alvor blev farlige. 

Kampen var stadig tæt og lige med masser af hårde dueller rundt om på banen, og da Dadason ikke fik frispark i en duel med Pedro Bravo, tændte Bo Svensson lidt af og fik et gult kort.

Viktor Dadason
Viktor Dadason i duel med Pedro Bravo. Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport


Midt i halvlegen kom vi igen til noget, da Buta brød et FCM-opspil, og Elyounoussi lagde bolden til rette for Dadason i feltet, men de blokerede hans inderside-afslutning. 

Det efterfølgende Jordan-hjørne blev headet ud mod ham igen, og han tog chancen fra spids vinkel, men ramte ikke inden for målrammen. 

Det var stadig ikke store chancer, men kampen var pivåben og kunne gå til begge sider. Et kvarter før tid kom Geovanni Ndjee ind for Dadason, og gæsterne havde også skiftet et par stykker, men det kunne jo også let blive en kamp over 120 minutter og måske straffespark, hvis ikke skarpheden blev bedre i de to felter.

Afgørelse på dødbold
Men det blev den i 82. minut. López lavede et hårdt frispark på Osorio i vores venstre side, og på Simsirs dødbold, kom Lee Han-beom først på bolden inde foran og pandede den utageligt ind bag Kotarski til øredøvende jubel fra FCM-fansene på D-tribunen bagved.

Han-beom Lee scorer finalens enlige mål på hovedstød
Lee Han-beom scorer finalens enlige mål på hovedstød. Foto: Per Kjærbye, fodboldbilleder.dk


Ærgerligt, for vi havde ellers håndteret deres mange dødbolde og lange indkast udmærket, men de har flere stærke luftvåben, og det blev afgørende i sidste ende. 

Offensiv satsning til sidst
Vi gjorde klar til en trippel-indskiftning, men inden de kom på banen, var Osorio tæt på at øge, da han blev spillet fri midt i feltet, men ramte skævt. Ind kom nu Robert og Achouri som wingbacks for Buta og López samt Clem for Delaney, og vi lagde an til en sidste slutspurt.

Robert kom til en skudchance i feltet, da Ndjee og Elyounoussi sendte ham afsted, men blev tacklet, så bolden gi i sidenettet til hjørne. Her forsøgte forgæves Ndjee et saksespark tæt under mål, og det havde jo ellers været en eventyrlig udligning her hvor vi snart fejrer 25-året for Zumas saksespark!

Geovanni Vianney Ndjee
Geovanni Ndjee forsøger et saksespark. Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport


Nu satsede vi alt fremad, men det gav en giftig to-mod-to-kontra, hvor Junior Brumado spillede Cho fri i feltet, men hans flade afslutning forbi Kotarski nåede ikke ind til stregen, før vi afværgede.

Der var lagt seks minutter til, og Moukoko kom ind for Elyounoussi, og vi sendte også Zanka op foran, men kom vi aldrig til den chance, der kunne have holdt kampen i live. 

Der var først optræk til noget i den allersidste aktion, hvor Clem sendte Robert afsted i venstre side, men bolden løb fra ham og over baglinjen – og tiden løb fra os, for kort efter fløjtede Lasse Graagaard for sidste gang.

Robert Silva
Robert fik den sidste mulighed i de døende sekunder. Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport


Efter fem finalesejre i træk tabte vi nu på eget græs, da vi måske havde allermest brug for den opmuntring, som det ville være at sikre både en titel og en billet til Europa League-kvalifikationen.

Men sådan skulle det ikke være – vi har heldigvis en chance mere for at nå Europa, når vi om halvanden uge skal spille playoff på udebane mod Superligaens nummer fire.


Torsdag den 14. maj 2026, kl. 17.00 i Parken. Oddset Pokalen, finale
F.C. KØBENHAVN-FC MIDTJYLLAND 0-1 (0-0)
82.: 0-1 Lee Han-beom
35.485 tilskuere. Dommer: Lasse Læbel Graagaard

Advarsler: 13.: Darío Osorio, 27.: Aurélio Buta, 62.: Bo Svensson, 81.: Marcos López, 90+1.: Jordan Larsson

FCK:
1 Dominik Kotarski – 5 Gabriel Pereira, 25 Mathias Zanka Jørgensen, 20 Junnosuke Suzuki – 17 Aurélio Buta (85.: 16 Robert Silva), 21 Mads Emil Madsen, 27 Thomas Delaney (85.: 36 William Clem), 15 Marcos López  (85.: Elias Achouri) - 11 Jordan Larsson, 39 Viktor Dadason (76.: 39 Geovanni Ndjee), 10 Mohamed Elyounoussi (90+1.: 9 Youssoufa Moukoko)

Ikke benyttet: 31 Alex Rúnarsson, 6 Pantelis Hatzidiakos, 7 Viktor Claesson, 24 Birger Meling

FCM:
16 Elias Olafsson – 3 Lee Han-beom, 6 Martin Erlic (71.: 4 Ousmane Diao), 22 Mads Bech – 11 Darío Osorio (86.: 43 Kevin Mbabu), 8 Philip Billing, 19 Pedro Bravo, 55 Viktor Bak (60.: 20 Valdemar Byskov) – 21 Denil Castillo (60.: 74 Junior Brumado), 10 Cho Gue-sung, 58 Aral Simsir

Ikke benyttet: 1 Jonas Lössl (GK), 14 Edward Chilufya, 29 Paulinho, 38 Julius Emefile, 41 Mikel Gogorza.