Jacob Neestrup

Neestrup før AGF: Forventer endnu en tæt kamp med få chancer

Mindre end to døgn efter pokaltriumfen trænede truppen bag lukkede døre i Parken, og stemningen var naturligvis fin efter en uge med Derbysejr og pokaltitel. Men stemningen var også koncentreret og præget af, at der venter en svær og vigtig kamp mod AGF søndag aften.

En kamp, som Jacob Neestrup vurderer godt kan blive samme type kamp som i torsdags.

"Vores tre foregående kampe mod AGF har også været lidt låste kampe med meget få chancer til begge hold," sagde han efter lørdagstræningen.

"Så vi forventer igen en kamp, der kræver høj intensitet. Det er jo lidt af en nyklassiker i dansk fodbold, hvor der bliver gået til stålet i et højt tempo, så det handler om at byde sig til, når muligheden kommer i løbet af kampen."

Med tre midtbanespillere i karantæne har Neestrup igen ikke alle mand til rådighed, men han har prøvet det før - og det ændrer ikke på hans tilgang til kampen.

"Vi griber kampen an på præcis samme måde, som vi har gjort med alle andre kampe i Superliga, pokal og Champions League," siger Neestrup.

"Vi er et godt sted, hvor vi lige har vundet pokalen, og vi ligger nummer 1 i ligaen og har gennem sæsonen kæmpet os frem til at spille med, hvor det er sjovt. Så uanset hvem der er på banen i morgen, så er det med samme mindset."

"Vi manglede også nogle spillere i Derby og pokalfinalen, men vi vandt begge kampe, og jeg synes også, at det var fortjent, at vi vandt dem, selv om det var meget lige og tætte kampe. Men vi har kun givet én stor chance væk i åbent spil, og det var den, Kvistgaarden fik i 2. halvleg i Brøndby, som Kamil reddede."

"Pokalsejren giver selvfølgelig også et boost, for vi er her jo for at vinde titler, og nu vandt vi den første. Men selvfølgelig er mesterskabet endnu højere prioriteret, og det kan vi nu koncentrere os 100 % om at genvinde. Det er altid vores store mål for sæsonen, men vi er meget glade for, at vi vandt pokalturneringen, og det vil vi også være uanset hvordan det går i Superligaen."

"Nu gælder det om at stå sammen som hold og som klub og vise hvor gode vi er i de sidste tre runder, og det skal gøres ordentligt i en situation, hvor resten af toppen også ser stærke ud," slutter Jacob Neestrup.