Målmandstrøjen til den nye sæson

Så er det blevet tid til at præsentere målmandsdragten til sæsonen 2007/08. Den afbildede trøje er samme farve grå som sidste år.

Det nye sæt, som Jesper Christiansen poserer i her til venstre, har dog flere nye features i forhold til sidste sæsons målmandstrøje: Kraven på denne trøje er sort og med et andet snit, Kappas logo er lavet om, syningerne og stoffet er anderledes og sokkerne har påskriften ”FCK” påsyet på læggen.

Der er naturligvis flere forskellige farver målmandstrøjer for at imødegå eventuelle farvesammenligninger med modstandernes spillere. I alt er der tre forskellige målmandstrøjer: den grå, som ses her til venstre, samt en rød, i samme farve som den røde Europa-trøje, og en ditto lyseblå.

Rygnumre og navne bliver også anderledes til den nye sæson. Alle navne og numre er med guldskrift og med sort kant rundt om bogstaverne/tallene.

Trøjen kan om kort tid erhverves i både Super Shoppen PARKEN, Super Shoppen Frederiksberg og online på www.supershoppen.dk. Prisen er ligesom sidste år 599,- for voksenstørrelser og 549,- for børnestørrelser.

Målmandstrøjen var den sidste i rækken af trøjer, der bliver taget i brug i den nye sæson.

Dermed er alle spilledragter nu præsenteret: To til den hjemlige SAS Liga og tre til de europæiske kampe, for markspillerne, samt tre forskellige målmandstrøjer, hvoraf en udgave er gengivet her på FCK.DK.