FCK-fans i Parken

Lad os vise F.C. Københavnernes klasse igen

Da vi besøgte Old Trafford til det første Champions League møde med Manchester United for to uger siden, var det lige efter de havde mistet en af klubbens allerstørste legender, Sir Bobby Charlton. 

Han blev hyldet på smukkeste vis af klubben selv, men i højeste grad også af de mange F.C. Københavnere, der var rejst med til England for at støtte holdet. 

Det var stilfuldt og fuld af klasse, den måde F.C. Københavns fans viste deres respekt for Sir Bobby og Manchester United på med et velskrevet banner med teksten ”Passion is what seperates the good from the great” og hyldest sange. 

Det har givet fortjent anerkendelse af vores fans internationalt – også fra Manchester United selv, der har sendt et officielt brev, hvori de fremhæver opførslen og den respekt vores fans viste den aften med ordene: ”F.C. Københavns fans viste det, Sir Bobby selv troede på. At fodbold kan være en stærk og positiv kraft.”

Det er dén måde, vi ønsker at vise os frem på, det er dén klasse, der gør os stolte og vores fans specielle.

Nu står vi igen overfor en kæmpe europæisk aften i Parken, hvor hele verden vil se med. Vi ved, at opbakningen igen bliver second to none og på højeste internationale niveau. Og opfordringen herfra er: Lad os igen vise verden F.C. Københavnernes klasse. I aften og fremover.

God kamp til alle.

Forza FC.
Allan L. Agerholm, Formand.

Brev fra Manchester United