Kampreferat: Vib vs. FCK

Bittert pointtab til sidst

Efter at have haft kontrol over sagerne gennem nærmest hele kampen gik det galt i overtidens andet minut, hvor Viborg kunne udligne på straffe – men forinden burde kampen for længst have været afgjort til F.C. Københavns fordel.

Det hele begyndte dramatisk med, at Piotr Haren efter et hjørnespark lagde et indlæg til Harald Brattbakk, der headede bolden på overliggeren, hvorfra den sprang ned foran målstregen. På dette tidspunkt var der kun spillet 58 sekunder af kampen.

Herefter var det F.C. København, der kontrollerede sagerne, og efter kun ti minutter var vi igen tæt på ved Harald Brattbakk. Todi Jónsson driblede og blev fældet, og det lykkedes ham at komme på fødderne igen og aflevere til Brattbakk, der løb fri, men usædvanligt for ham placerede bolden lige uden om højre målstolpe.

Og endnu en stor chance kom, inden det første kvarter var gået. Det var et hurtigt kontraangreb, der endte med en flot direkte bold op mod Todi, der tog chancen med det samme og skød hårdt, uden at se at Zuma var meget fri modsat. Skuddet gik et stykke over mål.

Uden at skabe mange store chancer fortsatte holdet med at dominere, og det virkede som et spørgsmål om tid før det første mål skulle komme. Der blev givet frispark for hands på kanten af feltet, og her lykkedes Viborg godt med den taktik, som vi selv har anvendt mod andre hold for nylig – at trække en spiller ned ved stolpen, som får en skytte til at skyde længere inde mod målmanden. Niclas Jensen skød, men Arek Onyszko reddede flot.

Men trods dominansen begyndte Viborg at blande sig, og efter godt en halv time begyndte de at få en del muligheder.

Først så vi en blændende dobbeltredning af Karim Zaza, da Hans Eklund og Anders Winther spillede flot bandespil, og først den ene og siden den anden forsøgte sig uden held på Zaza, der spillede endnu en god kamp og fik blokeret begge gange.

Kort efter var Heine Fernandez med et hovestød ved at overliste Karim, der fik reddet oppe under overliggeren.

Endelig kom målet, og det var fra Todi Jönsson, der endda var blevet skadet og udgik inden han nåede at se spillet i gang igen. I vores venstre side kom der et frispark, som Chr. Lønstrup tog hurtigt, og han så Todi ganske fri. Todi trak mod mål og scorede sikkert i en situation, hvor der var mistænkt offside.

I anden halvleg var billedet nogenlunde det samme – FCK-dominans med enkelte chancer til Viborg. Det første, vi lagde mærke til, var et langskud med højre af Niclas Jensen, som gik over, og siden et kontraangreb som endte i en stor chance: Zuma blev spillet godt i højre side og trak indad. Han kiggede op og spillede Lønstrup, der prøvede at lobbe bolden ind, men ikke fik ordentligt ram på den i sin meget frie position.

En lignende situation fulgte omkring den hele time, hvor Zuma igen trak dybt og spillede bagud, og her dukkede Lønstrup igen op umarkeret – en kæmpechance, men Lønstrup fik ikke skudt, og det hele endte i ingenting.

Viborg havde også deres chancer, som da Denni Conteh kom til at stå fri i højre side og skød fladt på Karim, og senere havde Anders Winther en god chance, ironisk nok efter en København-kontra, der endte i at Viborg satte fart på den modsatte vej, og at Winther fik skudt fladt på Zaza, der kunne holde bolden.

Vi nærmede os slutningen af kampen, og mere og mere begyndte at tyde på en Viborg-udligning, da Viborg havde overtaget spillet helt, og F.C. København havde store problemer med at få afsluttet kontraangrebene.

En kæmpestor chance faldt til Klaus Kærgaard, da Anders Winther forlængede en bold med hovedet til ham; han kunne ikke få den løse bold under kontrol.

En sidste chance til København havde Brattbakk, og han fik skudt som afslutning, et skud som Onyszko reddede. Men det så ud til, at det ene mål skulle være nok, da der til sidst blev lagt et gevaldigt pres på det københavnske mål, der gav resultat i andet minut af overtiden.

Der kom et indlæg fra venstre side, og inde på midten var der hård kamp om bolden – lige foran mål var det så Niclas Jensen, der nåede op og fik slået til den med hånden. Straffespark, og en chance for Viborg for at få en meget ufortjent udligning - Hans Eklund tog sparket usvigeligt sikkert.

Og i det følgende angreb var samme Eklund ved at bringe Viborg foran. Alex Nørlund så ud til at filme sig til et frispark i højre side, og frisparket endte i hovedet på Eklund, der tvang Zaza ud i en vidunderlig redning.

Derved blev det – 1-1 var bestemt et tab af to point, der burde have været vores, men som ikke blev sikret mens tid var.