Elias Achouri

Kampreferat: Tandløse løver tabte første kvartfinale

Vi havde taget på Parken, men ikke på Silkeborg – og ingen af delene var planlagt…

I timerne op til kampen stod det klart, at taget ikke kunne køres af Parken på grund af en teknisk fejl, og de to bærestolper generede desværre lidt af udsynet fra tribunerne. Men når det nu skulle være, var det måske meget godt, at det skete til en kamp, som kun lokkede 14.290 til Parken.

Det gjorde det også lidt nemmere at holde varmen, hvilket spillet på banen ikke ligefrem bidrog til, for det blev en af vores dårligste præstationer i meget lang tid.

Parken under tag
Foto: Lars Rønbøg, Getty Images


Syv ændringer
I sort- og hvidstribede trøjer, sorte shorts og røde strømper (en hyldest til B1903’s 120-års fødselsdag i år indledte vi med Grabara – Ankersen, Diks, Boilesen, Jelert – Diogo, O Højlund, Claesson – Larsson, Óskarsson, Achouri. Der var syv ændringer fra søndagens AGF-kamp, hvilket var én ændring mere end til pokalkampen mod FC Midtjylland, og én mindre end til Lyseng-kampen.

Silkeborg startede med Joel Felix for skadede Tobias Salquist samt Alexander Lind og Callum McCowatt for Tonni Adamsen og Søren Tengstedt i forhold til deres seneste kamp.

Hyldest til Corner - og N'Doye
Inden kickoff var der blomster til Andreas Cornelius for at runde kamp nr. 200 i søndags, og på Sektionen var der også en banner-hyldest til Dame N’Doye, som for nylig meddelte, at han officielt stoppede sin aktive karriere. Og hvis legenden kiggede med nede fra Senegal, kunne han også høre ”Olé, Super Dame N’Doye-sangen.

Fansenes hyldest til Dame N'Doye, som officielt har stoppet karrieren
Foto: Gaston Szerman, FCK Media


God københavnsk indledning
Vi lagde friskt ud, og allerede i 2. minut sendte Achouri Jelert til baglinjen med en hælaflevering, og han serverede et godt cutback til Diogo, der havde frit skud, men sparkede lige på Nicolai Larsen i Silkeborg-målet.

En ganske stor mulighed til en tidlig føring, men i 5. minut fik Silkeborg en endnu større, da Alexander Lind løb fra Nicolai Boilesen, men Grabara gik godt ud og afværgede hans friløber-afslutning.

Bortset fra den kontra så sad vi godt på spillet og satte flere fine angreb op, som f.eks. da Claesson vandt en duel med Mark Brink i feltet og slog et giftigt, fladt indlæg, som Alexander Busch havde problemer med at cleare.

Lidt efter kom Joel Felix i sidste øjeblik på tværs af et Ankersen-indlæg, som ellers havde nået Orri Óskarsson midt for mål, og det var desværre symptomatisk for vores ellers gode indledning, at de hele tiden lige nåede at få en fod eller et hoved på, inden det for alvor blev farligt.

Orri Óskarsson
Foto: Gaston Szerman, FCK Media


Silkeborg kom i gang
Det så dog fint ud de første 20 minutter, men så begynde Silkeborg at få gang i deres pasningsspil, og Lubambo Musonda skabte et par småfarlige situationer i vores felt, når han skød med frem fra sin venstre back-position.

Men det nu jævnbyrdige opgør bød ikke på deciderede chancer, og set med FCK-briller var det lidt bekymrende, at vi ikke formåede at lægge mere tryk på dem og spille os til noget.

Det gjorde gæsterne til gengæld i de sidste fem minutter af halvlegen. Først trak Stéfan Thordarson på tværs uden for feltet og afsluttede lige på Grabara, og kort efter var Lind lige ved at få hovedet på endnu et Musinda-indlæg tæt under mål.

43. minut: 0-1
Og i 43. minut gik det galt, da Oliver Sonne fik for meget plads i højre side og slog et tidligt indlæg, som Callum McCowatt mødte med et perfekt timet løb i feltet mellem Jelert og Boilesen og dirigerede bolden forbi Grabara og ind via den fjerneste målstolpe.

Silkeborg scorer til 1-0
Foto: Gaston Szerman, FCK Media


Stolpe ind fra spids vinkel, men ikke ufortjent på det tidspunkt, hvor Silkeborg i en snes minutter havde været klart bedst spillende.

Vi nåede dog at skabe en udmærket mulighed i halvlegens tredje tillægsminut, da Diogo igen fik et cutback i feltet, denne gang fra Jordan Larsson i højre side, men Musonda nåede at kaste sig og blokere hans afslutning.

Tre ændringer - og mere energi efter pausen
Neestrup sendte Vavro, Falk og Roony på banen for Boilesen, Óskarsson og Claesson, så Falk nu lå som defensiv midt, Oscar Højlund som 8’er og Jordan som forward.

De første 5-10 minutter kom vi med ny energi og spillede friskt til, men afslutninger fra Falk og Roony voldte ikke Silkeborg problemer, og snart fik gæsterne igen gang i deres pasningsspil.

Roony Bardghji
Foto: Gaston Szerman, FCK Media


Silkeborg tog over igen
Efter en times spil gav et dobbelt boldtab af Jelert Silkeborg en god kontramulighed, som Ankersen afværgede i sidste øjeblik ved at tackle Thordarson i feltet, og minuttet efter driblede Achouri sig ind i en blindgyde, så de fik en ny farlig kontra, som Pelle Mattsson afsluttede med at skyde lige over mål.

Kort efter kom Elyounoussi ind for Oscar Højlund, men Silkeborg fastholdt deres momentum med klogt og godt spil, som blev belønnet i 64. minut. Helt nede fra Nicolai Larsen spillede sig hurtigt og ubesværet gennem alle vores kæder, indtil Thordarson fandt en helt fri Anders Klynge i feltet, som let udplacerede Grabara til 2-0.

Aldrig i nærheden af et comeback
Med en lille halv time igen var det ikke nødvendigvis kampens afgørelse, for selv en reducering kunne jo få betydning til returkampen på lørdag. Men det blev det. Den reaktion, vi ofte har set, når løverne mødte modgang, den var der intet af, og den brede bænk – hvorfra også Cornelius kom ind for Larsson – gjorde heller ikke nogen forskel denne aften.

Andreas Cornelius
Foto: Lars Rønbøg, Getty Images


Silkeborg fortsatte ufortrødent med at styre spillet, og først mod slutningen af den ordinære tid lagde vi et vist pres på dem, men stadig uden at komme til chancer. Sådan fortsatte det ind i de fire minutters tillægstid, men nærmere end et Elyounoussi-hovedstød forbi mål kom vi ikke.

Også Silkeborgs fortjeneste
Meget, men ikke alt, kan forklares med en usædvanligt dårlig FCK-præstation, for Silkeborg har også en stor del af æren. Før kampen sagde Kent Nielsen: "Alt skal lykkes for os. FCK skal være en smule uskarpe, vi skal have en dygtig målmand, vi skal have noget held, og så skal vi have fantastisk meget hårdt arbejde og så noget dygtighed."

Vi var mildt sagt en smule uskarpe, så Nicolai Larsen fik ikke behov for at vise, hvor dygtig han er, så Silkeborg vandt først og fremmest på "hårdt arbejde og så noget dygtighed".