Kampreferat: Tæt på at stjæle sejren i Beograd
Løverne var tæt på at snuppe alle tre point i de døende sekunder, men det havde næsten været for meget af det gode efter en indsats på det jævne.
De to hold
Vi ændrede på seks pladser fra søndagens AGF-kamp: Rodrigo Huescas, Birger Meling, Thomas Delaney, Hunor Németh, Maher Carrizo og Andreas Cornelius startede i stedet for Ákos Markgráf, Marcos López, Alex Král, William Clem, Mohamed Elyounoussi og Viktor Dadason.
Crvena Zvezda startede med samme hold som ude mod Lugano, mens de i weekenden startede med 11 andre i den hjemlige liga.
En halv time før kickoff dominerede vores fans lydbilledet, men da vi nærmede os kickoff var der fyldt godt op i den modsatte kurve, mens resten af stadion var mere end halvtomt, og det var bestemt ikke nogen heksekedel.
Rolig start på kampen
Kampen startede ganske stille og roligt, og Maher Carrizo fik kampens første mulighed, da han trak sig fri uden for feltet, men Yuta Nakayama tacklede til hjørne i skudøjeblikket.
Vores egen japaner, Suzuki, fik en tidlig advarsel for et klodset frispark på Bamba Dieng, og kort efter sendte serberne også en advarsel i form af et nærgående forsøg fra Stefan Gudelj, der strøg lige over Ramajs mål.
Efter et kvarters tid brændte det for alvor på, da Nakayama opsnappede en løs bold uden for vores felt og sparkede bolden på underkanten af overliggeren. Men vi slap med skrækken, og det næste kvarter skete der ikke det store i de to ender af banen.
Foran på foræring
Vores offensive folk havde svært ved at sætte sig igennem, men efter en halv time fik vi uventet hjælp, da den unge Matej Gashtarov sendte et Beijmo-indlæg til bageste stolpe hen over sin egen keeper og i eget mål.
Desværre holdt vi ikke fast ret længe, for 4-5 minutter efter mistede vi bolden midt på deres halvdel og nåede ikke ordentligt tilbage, da de slog kontra. Den endte nemlig med, at Vladimir Lucic lagde den til rette for Timi Max Elsnik uden for feltet, som udlignede med præcist langskud oppe i det ene målhjørne.
Serbiske langskud ramte plet
Inden vi fandt fodfæste igen, så fik Vladimir Kostov også perfekt træf på et langskud, da han uden for feltet i venstre side fik bolden til at dykke ned mod det fjerne målhjørne via underkanten af overliggeren. Et flot mål, som man ikke kan forvente at se gå ind ret ofte, hvilket en xG på 0,02 også vidner om…
Men vi var advaret om deres lyst til at afslutte fra distancen, og alligevel nåede Elsnik at fyre endnu et langskud afsted inden pausen, som Ramaj snittede til hjørne.
Der var ikke meget at indvende mod den serbiske pauseføring på 2-1 efter en første halvleg, hvor vi var langt fra det niveau, man kunne forvente. Carrizo var en af de få, der lyste lidt op med stor spillelyst og flere forsøg på at skabe noget på egen hånd.
2. halvleg
Fra 2. halvlegs start kom Ákos Markgráf ind for Junnosuke Suzuki, og Viktor Dadason for Andreas Cornelius, og efter en lidt famlende start på halvlegen, blev Németh væltet lidt uden for deres felt, men Dadason headede skævt på Beijmos dødbold til fjerneste stolpe.
Det blev afløst af en god serbisk kontra, hvor Ramaj reddede Vladimir Lucic’ forsøg, da han afsluttede fra kanten af feltet.
De to fangrupper gjorde fortsat en ihærdig indsats for at sætte stemningen til den noget matte affære nede på banen, og kampen sprudlede ikke ligefrem. Efter en times tid kom Mads Emil Madsen og Marcos López ind for Robert og Huescas, hvilket betød, at Németh rykkede ud på venstre kant, og Meling fra venstre til højre back.
Vores spil blev trods alt bedre efter pausen, men vi havde stadig kun haft en enkelt afslutning på mål, og det var et ufarligt Carrizo-skud lige på keeperen.
Flot Carrizo-udligning!
Da vi nærmede os det 70. minut, havde vi dog efterhånden fået bedre fat i spillet, og minsandten om ikke det også kastede en udligning af sig!
Midt på deres halvdel kontrollerede Markgráf en serbisk clearing fra eget felt og overlod bolden til Carrizo, der fikst afdriblede to mand og tog chancen fra distancen, og måske var keeper Matheus’ udsyn dårligt, for han reagerede lidt sent og nåede ikke ud til det velplacerede skud, der studsede i mål helt ude ved stolpen.
Kort efter opstod en uhyggelig situation, da Matheus kolliderede voldsomt med Delaney under et FCK-hjørne og tilsyneladende var slået ud. Mens han blev behandlet, gjorde reservekeeper Savo Radanovic sig klar, men til de flestes overraskelse kom Matheus på benene og fortsatte kampen.
Carrizo benyttede spilstoppet til at strække ud på grund af krampe, og ti minutter før tid blev han afløst af Elyounoussi.
Mens vi godt kunne tillade os at være tilfredse med 2-2, så havde serberne mere brug for en sejr, og mod slutningen fik Bamba Dieng da også to ret gode muligheder, men var offside begge gange.
Spænding til det sidste
Det var Dadason derimod ikke, da han var tæt på at styre et fladt Madsen-indlæg i mål fra kanten af målfeltet, men det trak efterhånden op til uafgjort.
Der blev lagt tre minutter til, og Crvena Zvezda håbede på en sen afgørelse, da de fik et hjørnespark, som vi imidlertid protesterede kraftigt over, og som dommeren da også valgte at omgøre til et målspark, for det var tydeligt Dieng, der headede bolden ud.
Det gjorde han heldigvis også et minut inde i tillægstiden, og der var han ikke offside, da han kastede sig frem til et indlæg ret tæt på mål, så kampen var bestemt i live lige til det sidste – og fik også en ret dramatisk afslutning.
Rødt kort - og kæmpe Delaney-chance
På et langt Ramaj-udspark mistimede Gudelj nemlig en luftduel med Dadason, og ja, den serbiske stopper havde da lige lidt fat i ham, inden han faldt omkuld, men det virkede umiddelbart som en hård dom, da den rumænske dommer takserede det til direkte rødt.
Det udløste selvfølgelig også et frispark, som Elyounoussi sendte i feltet, og her sov serberne fuldstændig, da Delaney løb helt fri – men headede forbi mål på den kæmpe mulighed for at stjæle alle tre point!
Det havde været en fantastisk afslutning på en ellers middelmådig aften, men ret beset havde vi ikke fortjent alle tre point efter spil og chancer.
Matchfacts
Torsdag den 22. oktober 2026, kl. 18.45 på Stadion Rajko Miticn. Conference League Ligafase, matchday 2
CRVENA ZVEZDA-F.C. KØBENHAVN 2-2 (2-1)
29.: 0-1 selvmål, Matej Gashtarov
34.: 1-1 Timi Max Elsnik
41.: 2-1 Vasilije Kostov
70.: 2-2 Maher Carrizo
xxx tilskuere. Dommer: Radu Petrescu, Rumænien
Advarsler: 12.: Junnosuke Suzuki, 22.: Yuta Nakayama, 38.: Rade Krunic, 40.: Hunor Németh
Udvisning: 90+3.: Stefan Gudelj
FCK
1 Diant Ramaj - 13 Rodrigo Huescas (62.: 15 Marcos López), 2 Felix Beijmo, 4 Asger Sørensen, 20 Junnosuke Suzuki (46.: 6 Ákos Markgráf), 24 Birger Meling - 28 Hunor Németh, 27 Thomas Delaney (anf.), - 7 Maher Carrizo (80.: 10 Mohamed Elyounoussi), 14 Andreas Cornelius (46.: 9 Viktor Dadason), 16 Robert Silva (62.: 21 Mads Emil Madsen)
Ikke benyttet: 31 Alex Rúnarsson (GK), 51 Tobias Breum-Harild (GK), 18 Kenay Myrie, 34 Marvin Nasnas, 36 William Clem, 44 Geovanni Vianney Ndjee, 45 Gunnar Orri Olsen
Crvena Zvezda
1 Matheus – 60 Matej Gashtarov, 45 Stefan Gudelj, 3 Yuta Nakayama – 20 Tomas Händel (62.: 70 Muhammed Cham), 33 Rade Krunic (anf.), 21 Timi Max Elsnik, 23 Mihailo Ristic – 22 Vasilje Kostov (75.: 15 Mohammed Abu Fani), 9 Bamba Dieng, 37 Vladimir Lucic (75.: 75 Loizos Loizou)
Ikke benyttet: 50 Savo Radanovic (GK), 4 Mirko Ivanic, 6 Mahmudu Bajo, 7 Marko Arnautovic, 8 Kristiyan Balov, 10 Aleksandar Katai, 13 Milos Veljkovic, 19 Ye-geon Kim, 30 Franklin Tebo Uchenna