Kampreferat: LOS vs. FCK

De to trænere havde givet genvalg til 21 af de 22 spillere fra det første opgør, og kun Lilles midterforsvarer David Rozehnal havde måttet vige pladsen til fordel for den stærke montenegriner Marko Basa, der var skadet for en uge siden.

Kampen blev sat i gang med et øredøvende brøl, og som ventet gik franskmændene frisk til sagen og lagde et tungt pres fra start, og allerede efter 3 minutter fik de en god mulighed, da TK nedlagte Martin et par meter uden for feltet. Han tordnede dog dødbolden direkte ind i Claudemir i muren, så han lige måtte sunde sig lidt, inden han var klar igen – Claudemir, altså.

Et par minutter efter var det til gengæld tæt på en dansk drømmestart, da Santin blev spillet flot fri i dybden af Bolaños. Desværre overplacerede brasilianeren sin afslutning, der strøg tæt forbi mål, mens de franske fans sad med tilbageholdt åndedræt og frygtede det værste.

I stedet fortsatte franskmændene deres stormløb, og i det første kvarters tid brændte det flere gange på nede i FCK-feltet. Nede bagved var de til gengæld ikke alt for overbevisende, og når københavnerne af og til var på besøg på den franske banehalvdel, sad man med en OK fornemmelse af, at der sagtens kunne ske ting og sager.

Lille noterede sig dog også for den næste store mulighed, da Basa efter 18 minutter sendte et projektil af et hovedstød af sted på et Martin-frispark fra højre, og bolden studsede hårdt i græsset og havde retning mod nettaget, inden Wiland reddede til hjørne. Presset fortsatte, og angreb efter angreb skyllede ned mod københavnerne, og bl.a. fik anfører Mavuba en god mulighed, da han blev spillet fri i feltet med en hælaflevering, men hans afslutning endte i sidenettet.

Henne omkring den halve time stilnede det dog lidt af, og gæsterne havde en periode på 5-10 minutter med en del boldbesiddelse, og det gav et tiltrængt pusterum. Fem minutter før pausen sendte Claudemir Santin godt af sted i venstre side, og han trak fint ind i feltet og trykkede af, men måtte se sit skud blive blokeret. Kort efter fik Claudemir en underlig advarsel, da han bare ville tørre bolden af inden et langt indkast, men på det tidspunkt var dommeren vist lidt træt af københavnernes regelmæssige forsøg på at trække tiden. Tidligere havde TK og Oviedo i øvrigt også fået advarsler for frispark, og inden pausen nåede Stadsgaard som den fjerde at blive noteret i dommerens bog.

Hvad værre var, så fik Lille desværre også scoret få minutter får pausen… Kalou blev spillet helt fri i feltet, og tæt på baglinjen i højre side fik han slået en bold på tværs, som Wiland kun lige nåede at snitte, og så kunne den fremstormende venstreback Lucas Digne hamre den i nettet.

Unægtelig ikke lige det, løverne havde brug for inden pauseteen men man kom dog godt ud til 2. halvleg og viste, at man absolut ikke var ude af kampen, som resultatmæssigt nu stod helt lige med sammenlagt 1-1.

Samtidig var franskmændene mere tilbageholdende end i de første 45 minutter, så spillet blev mere ligelidt fordelt. Efter en halv snes minutter var det ikke langt fra et fransk selvmål efter et Bengtsson-hjørne fra højre, men bolden strøg lige over den fjerneste trekant til et nyt hjørne. Franskmændene havde også tilløb til chancer, men slet ikke så nærgående som tidligere, og som tiden gik steg håbet i den danske lejr.

Cornelius afløste en træt Santin efter en times spil og bragte ny kraft og energi i den forreste kæde, men ret skal være ret – det var Lille, der fik halvlegens første helt store chance, da Tulio efter 66 minutter headede tæt forbi efter et hjørnespark. Og med tæt taler vi her om de helt små marginaler…

Seks minutter før tid var den lange brasilianer igen nærgående, da han sendte et hovedstød på overkanten af overliggeren, men selv om de havde de største chancer, var de på ingen måde lige så dominerende i spillet ude på banen.

Fem minutter før tid sendte Ariël Jakobs debutanten Igor Vetokele på banen i stedet for Bolaños, og han nåede at give flere prøver på sin fysiske styrke i både det offensive og defensive – men de store chancer kom løverne ikke til, men da den tjekkiske dommer fløjtede af for de 90 minutter, kunne danskerne se tilbage på en storartet 2. halvleg, der havde ændret kampbilledet fra 1. halvleg.

Det kunne være blevet endnu sjovere efter bare tre minutter af forlængningen, da Vetokele – efter en stærk generobring uden for Lille-feltet – fandt Nicolai Jørgensen i feltet, men keeper Landreau gik godt ud i feltet og afværgede det, der kunne have banet vej for den helt store triumf. I stedet var indskiftede Nolan Roux tæt på at overliste Wiland i den anden ende, men han lobbede bolden over mål.

Franskmændene dominerede mere og mere, efterhånden som tiden gik, og det var tydeligt at den store arbejdsindsats havde tæret på kræfterne hos løverne. Men ikke mere, end at man var meget tæt på udligningen efter 104 minutter, da Cornelius fik en god skudchance i feltet efter godt forarbejde af Bryan Oviedo, men desværre sendte han bolden over mål.

I stedet gik det galt i den anden ende, og igen var det lige før pausen, for der manglede mindre end et halvt minut af den første ekstra-halvleg, da Roux fik tid til at vende rundt i feltet og slå et indlæg ind foran, og denne gang sad Tulios hovedstød tæt op af den ene stolpe, hvor Wiland ikke kunne ned.

2-0 og fransk fordel, da man tog hul på det sidste kvarter, hvor løverne heroisk investerede alt hvad de overhovedet havde tilbage af kræfter. Men det var ikke nok til at overliste franskmændene, der forsvarede sig dygtigt det sidste kvarters tid, hvor der selvfølgelig også blev plads til et par kontraløb i den anden ende. Med 2-0 holdt spændingen sig dog til det allersidste, men gæsterne fik aldrig kreeret den mulighed, der skulle til, og måtte derfor gå skuffede fra banen, da den tjekkiske dommer blæste i fløjten for sidste gang.

En storartet og ærefuld præstation mod et stærkt fransk mandskab, som man holdt nede på en boldbesiddelse på 54-46 - men det er svært at glæde sig over lige nu, når det faktisk var så tæt på, at kun en enkelt sølle scoring udgør forskellen mellem Champions League og Europa League.