Elias Achouri

Kampreferat: Godt, men ikke nok

De to hold
Kent Nielsen indledte med samme 11 som i det første opgør, mens Jacob Neestrup valgte en 3-5-2-formation med syv ændringer fra onsdagens første opgør i Parken, som Silkeborg vandt 2-0: Grabara – Vavro, Boilesen, Diks – Jelert, Lerager, Falk, Elyounoussi, Sørensen – Cornelius, Froholdt.

FCK-fans i Silkeborg
Foto: Lars Rønbøg, Getty Images


Solid FCK-dominans fra start
Vi satte os på kampen lige fra første fløjt, og der var en helt anden energi og aggressivitet i spillet i forhold til i onsdags. I de første ti minutter havde vi flere lige-ved-og-næsten situationer i deres felt, og da der var spillet et kvarter havde Silkeborg stort set ikke været oppe i vores ende af banen endnu.

Selv om vi ikke kom til åbne chancer, blev vi tålmodigt ved med at trykke på og sørgede på den måde også for, at Silkeborg ikke fik gang i deres velkendte pasningsspil.

Victor Froholdt
Foto: Lars Rønbøg, Getty Images

Vores første gode mulighed kom i 23. minut, da Diks blev spillet fri i højre side af feltet, men Nicolai Larsen reddede til et af mange FCK-hjørnespark – alene i første halvleg havde vi otte mod deres nul.

Men de kom nu alligevel til en god mulighed i 31. minut, da Oliver Sonne sendte Pelle Mattsson til baglinjen, og inde foran var Alexander Lind meget tæt på at styre hans flade indlæg i nettet.

Andreas Cornelius
Foto: Lars Rønbøg, Getty Images


Foran på selvmål
Fem minutter efter fik vi omsider udbytte af vores massive spilovertag, men måtte have lidt hjælp fra Silkeborg-forsvaret. Cornelius, der nærmest var enerådende i luftrummet, headede en bold ud til Elyounoussi i højre side af feltet, og hans flade indlæg slog Nicolai Larsen lige ud i fødderne på Robin Østrøm, hvorfra den studsede i mål.

Vi fortsatte med at presse på, og i halvlegens tillægstid fik Lerager ikke rigtigt ram på et Jelert-indlæg, men i stedet endte bolden hos Christian Sørensen, der bankede den i nettet til 2-0.

Så langt, så godt – nu stod vi lige sammenlagt, og vi havde det berømte momentum efter en nærmest perfekt gennemført 1. halvleg.

Christian Sørensen
Foto: Lars Rønbøg, Getty Images


Fortsat dominans efter pausen
Efter pausen fortsatte vi, hvor vi slap, og i 52. minut måtte Nicolai Larsen reagere mirakuløst hurtigt for at forhindre Elyounoussi i at score fra 8-9 meters afstand, efter at Cornelius havde serveret bolden til ham.

Flere gode angreb bølgede ned mod Silkeborg-målet, og efter en times spil måtte Nicolai Larsen igen flyve helt ud ved stolpen for at snitte et Falk-forsøg til hjørne.

10-0 i hjørner, men stadig 2-0 i mål – men med en halv time igen, så det stadig meget fornuftigt ud, for Silkeborg var stadig ikke til at kende fra onsdagens flotte præstation i Parken.

Rasmus Falk
Foto: Lars Rønbøg, Getty Images


Silkeborg-kontra gav gevinst
Man skal dog ikke give dem meget plads, og i 67. minut sendte de lige en advarsel om, at de ikke bare havde tænkt sig at stå resten af kampen og vente på vores tredje mål eller på forlænget spilletid.

Anders Klynge kørte en kontra frem mod vores felt, men prøvede at spille til højre til den markerede Alexander Lind – og mislykkedes - i stedet for til den helt fri Stefan Thordarson i venstre side.

Og bare to minutter efter fik den en ny kontra. Den snu Kasper Kusk, som netop havde afløst Callum McCowatt spillede bolden op mod midten til Alexander Lind, og i det helt rigtige øjeblik (for Silkeborg) stak Klynge afsted i venstre side efter et par sekunders uopmærksomhed fra Vavro – og han løb hele vejen ned i feltet og udplacerede Kamil Grabara til stillingen 1-2.

Kort efter måtte Grabara redde endnu en udmærket Silkeborg-mulighed, da Oliver Sonne kom på skudhold i feltet, men siden satte vi os solidt på kampen igen og pressede dem langt tilbage.

Kamil Grabara
Foto: Lars Rønbøg, Getty Images


Achouri havde tidligere i halvlegen afløst Elyounoussi, og nu kom Ankersen og Roony ind for Jelert og Boilesen. Bagkæden hed nu Ankersen, Vavro, Diks, mens Froholdt rykkede ned på Jelerts højre wing back, og så lå Falk og Lerager bag de tre forreste, Roony, Cornelius og Achouri.

Med et kvarter igen skabte vi en god mulighed til at øge, da Froholdt sled sig fri i højre side, og Falk spillede Roony fri i højre side af feltet, men Nicolai Larsen reddede hans afslutning med en fodparade, og fra udkanten af feltet bankede Lerager bankede returbolden lige over mål.

Lidt efter ville Lind gerne have haft straffe, da han løb ind i Froholdt på kanten af vores felt og faldt uheldigt ned og slog sig, men Kehlet vinkede afværgende.

I 83. minut satte vi også Claesson og Oscar Højlund ind for Lerager og Falk, og de havde kun været på banen et minuts tid, da jublen brød ud blandt FCK-fansene. Elias Achouri sendte bolden forbi Nicolai Larsen, men det blev korrekt underkendt for offside på Roony i opspillet.

Og minsandten om ikke det gentog sig to minutter senere, da Grabara – næsten oppe fra midtercirklen – slog en lang bold frem i feltet, hvor den studsede en enkelt gang, inden Diks headede den over Nicolai Larsen og i mål - men Diks var offside, da Grabara slog bolden frem.

Andreas Cornelius
Foto: Lars Rønbøg, Getty Images


Pres til det sidste, men forgæves
Offside var der måske også, da Achouri kort efter spillede Claesson fri i feltet, men Larsen kom hurtigt ud i ham, og han afsluttede forbi mål.

Vores pres for at få det tredje mål fortsatte i seks minutters tillægstid, hvor Sørensen blandt andet havde et skud fra kanten af feltet, som ramte en modstander i feltet, men de gange vi ellers var lige ved at komme fri til skud i det tætbefolkede felt, kom en Silkeborg-spiller i vejen.

Det blev ved 2-1, som under ”normale” omstændigheder havde været nok, hvis vi bare ikke havde tabt forleden – men havde vi vundet eller spillet uafgjort der, havde kampen i dag måske også fået et andet forløb. Men med en samlet 3-2-sejr gik Silkeborg altså videre til semifinalerne, mens vi nu retter alt fokus på stadig at være med i to turneringer efter nytår. Det afgøres på tirsdag mod Galatasaray!