Kampreferat: FCK vs. OB

FCK kunne for femte gang i træk forlade PARKEN uden at modstanderne har formået at score - denne gang gik det ud over rækkens nr. 4, OB, der blev sendt hjem til Fyn med en 4-0-afklapsning foran knap 15.000 tilskuere.

Et veloplagt FCK-mandskab tog hurtigt teten og førte allerede 2-0 efter en halv time på mål af Zuma og Todi. Torben Sangild bidrog til den københavnske fest ved uheldigt at score i eget net, så hjemmeholdet kunne gå til pausen med en 3-0-føring.

Der blev budt på mange lækkerier fra Byens Hold denne søndag aften, men en detalje vil især blive stående i hukommelsen i lang tid: da Erik Mykland med små 20 minutter igen drønede et klokkerent vristspark op i nettaget uden chance for Karim Zaza og dermed blev noteret for sin første scoring i FCK-trøjen.

Trods den komfortable føring valgte Backe at lade sine 11 startende få fornøjelsen af at spille alle 90 minutter.

Brøndby havde tidligere på dagen sat to point til ved at spille 1-1 i Vejle, så nu er afstanden igen reduceret til 7 point mellem de to rivaler, og man begynder så småt at øjne muligheden for en afgørende guldfinale, når de to hold mødes i PARKEN i næstsidste spillerunde.