Kampreferat: FCK vs. EfB
F.C. København kunne stille med noget nær stærkeste trup, mens Esbjerg havde nogle skader de skulle tage højde for.
F.C. Københavns startopstilling:
Magnus Kihlstedt
Tomas Antonelius
Martin Albrechtsen
Bo Svensson
Peter Christiansen
Morten Bisgaard (68. Christian Lønstrup)
Christian Poulsen
Erik Mykland
Thomas Røll
Peter Møller
Sibusiso Zuma
I forhold til kampen i Viborg var der altså kun den ændring, at Peter Møller erstattede Todi Jónsson i angrebet som måtte tage plads på bænken.
F.C. København startede med at lægge et højt pres på jyderne. Det var dog tydeligt at se, at Esbjerg havde gjort deres forberedelser grundigt, og tog ingen chancer i kampens begyndelse. Det resulterede så også i, at Byens Hold ikke skabte nogle åbne målchancer men havde et par gode forsøg udefra.
De knap 9.000 tilskuere havde måske sat næsen op efter en gentagelse af sidste gang Esbjerg besøgte PARKEN. Dengang stod den ”kun” 1-0 ved halvleg til FCK, så derfor var humøret højt på Nedre C, selvom chancerne udeblev.
Humøret blev endnu højere efter en halv times spil, da Martin Jensen i Esbjergs mål laver noget der kan minde om en fadæse. En harmløs tilbageaflevering bliver sparket lige ud til Morten Bisgaard, der tager et enkelt træk, spiller den ind til Peter Møller der sikkert sparker bolden i mål til 1-0. Koldt og kynisk udnyttede F.C. København en enkelt fejl fra Esbjergenserne der indtil da faktisk havde spillet pænt over hele banen.
I minutterne efter scoringen var der stormløb mod Esbjergs mål, og jyderne havde nok at bestille med at holde københavnerne væk fra yderligere scoringer. Det lykkedes for dem med nød og næppe, men F.C. København kunne som sagt have udbygget føringen i denne fase af kampen.
I halvlegens sidste fem minutter fik Esbjerg et par store chancer. Her viste F.C. Københavs keeper, Magnus Kihlstedt, stor klasse og sørgede for, at F.C. Københavns imponerende ”defensive målstatistik”, blev opretholdt. To klasseredninger af den svenske landsholdsmålmand sørgede for en pauseføring til FCK.
Anden halvleg blev en jævn affære med F.C. København i førerstolen. Martin Jensen i Esbjergs mål var ved at lave en gentagelse af sin kikser i første halvleg efter et par minutter, men fik selv reddet skærene på Bisgaards flotte indlæg.
Ellers var de et flot stykke defensivt arbejde fra F.C. Københavns side. De to midterforsvarere, Albrechtsen og Svensson, var urokkelige nede bagi, og kun på dødbolde kunne Esbjergs vise en smule farlighed.
Ingen af holdende kreerede de store målchancer i de sidste 45 minutter. 1-0 over vestjyderne blev slutresultatet hvilket man sagtens kan være tilfreds med. F.C. København havde styr på Esbjerg, og som de fleste spillere pointerede efter kampen, så får Esbjerg meget svært ved at score på os uden af vi i det mindste også scorer et mål eller to. Optimismen og glæden er høj efter pokalsejren. Den 24.april klokken 18.05 er der efter al sandsynlighed kun 90 minutter spilletid til Pokalfinalen.