Kampreferat: Endnu en side i historiebogen
Så skrev vi endnu en side i historiebogen - ikke bare ved at vinde den ekstremt vigtigt knald-eller-fald kamp mod Galatasaray, men ved at gå videre i Champions League fra en gruppe, hvor vi spillede lige op med Bayern München, Galatasaray og Manchester United.
Neestrup havde ikke lagt skjul på, at det handlede om at få en “lukket kamp”, og han indledte med samme 11 som hjemme mod United: Grabara - Ankersen, Vavro, Diks, Jelert - Lerager, Falk, Diogo - Elyounoussi, Claesson, Achouri.
Stemningen var nærmest ubeskrivelig i Parken i minutterne op til kickoff, hvor en stor SEJR-tifo dækkede hele Sektion 12. 34.726 var på plads, og det var alt hvad der overhovedet kunne være, når man ikke kunne udnytte hele D-tribunen med de ca. 2.200 Galatasaray-fans.
Så selv om temperaturen lå omkring frysepunktet, var Parken på kogepunktet, da den italienske dommer Daniele Orsato fløjtede kampen i gang.
To gode chancer i forrygende start
Vi lagde forrygende ud med en god chance allerede i det fjerde minut, da Lerager erobrede bolden fra Angelino på midten og sendte Elyounoussi afsted i højre side. Abdülkerim Bardakci clearede hans flade indlæg lige ud i feltet til Diogo, men han afsluttede et stykke forbi Fernando Musleras mål.
Fire minutter senere spillede vi os til en endnu større chance, da Jelert drev bolden ned mod feltet, og Elyounoussi spillede Ankersen helt fri i højre side, men han sparkede meget tæt forbi den fjerneste stolpe.
Vild start, hvor vi spillede virkelig godt med enorm energi, højt pres, gode generobringer og i det hele taget stressede tyrkerne, som dog skabte en god mulighed i 14. minut, da Tete løb fri til bageste stolpe på et langt indlæg fra venstre, men Jelert nåede lige at opdage det og blokere hans afslutning fra spids vinkel.
Siden kom de mere og mere på bolden og pressede på, men uden at de for alvor blev farlige, og det lignede præcis den ”lukkede kamp”, som Neestrup havde ønsket sig, hvor vi stod meget kompakt og koncentreret og udførte et kæmpe løbearbejde.
Derfor var det ikke ligefrem smukt og seværdigt spil, men intensiteten fejlede bestemt ikke noget, for der var jo uhyrligt meget på spil, både sportsligt og økonomisk – og oplevelsesmæssigt for alle os på tribunerne, der ikke kan få nok af de her europæiske aftener i København.
Som halvlegen skred frem, er der ikke mange konkrete aktioner at berette om. Spillet foregik mest mellem de to felter, men på blokken står dog, at Elyounoussi var lige ved at komme fri, da Tete slog en skidt bold ned mod sit eget forsvar, som nordmanden opfangede, men Bardakci erobrede bolden, inden han fik den med ind i feltet.
Efter 38 minutter fik Elias Jelert en advarsel for at vælte Tete, hvilke uundgåeligt gav flashback til hans to gule kort i Istanbul, så da han kort efter faldt lidt teatralsk i feltet efter et puf i ryggen, så holdt man lige vejret, indtil man var sikker på, at dommer Orsato ikke reagerede.
Tre minutter før pausen kom Galatasaray til en god mulighed, da Mauro Icardi headede et indlæg fra Sacha Boey ned til Zaha, men han sparkede lige i benene på Vavro, som kampen igennem stod i vejen for rigtig mange bolde, både langs jorden og især i luftrummet.
2. halvleg
Vi indledte 2. halvleg med en udmærket kontra, hvor Claesson dog ikke lykkedes med at finde nogen i feltet, og kort efter afsluttede Achouri, efter at være trukket ind fra kanten, men bolden ramte en forsvarer og gik til hjørne.
Vi holdt stadig en tæt og stram organisation, som Galatasaray stadig ikke havde noget effektivt modtræk mod, selv om den gameplan ikke kunne komme bag på dem. De havde stadig bolden meget, men skabte ikke noget.
Vores eget spil lykkedes heller ikke rigtig, når vi fik muligheden, og måske satte kampens betydning alligevel sit præg på tingene. Ovre i Manchester stod det stadig 0-0 mellem United og Bayern, så den kamp var også på vippen og kunne gå begge veje, ligesom i Parken.
Lerager på pletten
Men i 58. minut kom forløsningen, da vi satte kampens bedste angreb op og kronede det med en scoring, der viste sig at være helt, helt afgørende.
Jelert startede det hele ved at læse en tyrkisk fremlægning og heade bolden hen til Falk, der spillede Achouri på midten. Han gav Claesson en svær bold, som han dog kontrollerede fornemt og spillede ud til Diogo, der var trukket ud på kanten. Det gav plads til, at Achouri løb indenom, pegede hvor han ville have bolden, fik den i fødderne i feltet og spillede den på tværs, mellem benene på Bardakci, hvor Lerager afsluttede sit perfekte løb i feltet med at sætte indersiden på.
Dog først efter et VAR-tjek for offside, så det varede lige lidt, før alle turde juble helt uhæmmet.
Galatasaray reagerede omgående ved at sende Dries Mertens og Hakan Ziyech ind for Kaan Ayhan og Tete, og da de lidt efter sendte den store Cédric Bakambu ind for Zaha, fik den mere offensiv power, for især de to kanter, Tete og Zaha, havde ikke fået meget ud af det.
Men tyrkerne var oppe mod et FCK-hold, der virkelig leverede på et fremragende niveau – og som nu heller ikke havde travlt, men tog sig tid til at holde lidt i bolden en gang imellem.
Galatasaray havde dog bolden mest og trykkede mere på, men indlæg efter indlæg blev ekspederet væk af vores solide defensiv.
Midt i halvlegen kom Andreas Cornelius ind for Diogo Goncalves, så Claesson rykkede ned på midtbanen, hvor han fortsatte sit helt enorme løbearbejde, mens Corner gik op foran – hvilket i lange perioder ville sige, at han lå midt på vores banehalvdel.
For ja, vi stod langt tilbage på banen, når de havde bolden, men der var jo absolut heller ingen grund til at satse unødigt hårdt på et mål nummer to, fordi vi let kunne komme til at åbne kampen op og give dem mere plads til det, de er gode til.
Men de kunne godt skabe noget på lidt plads. I 73. minut fik Kerem Aktürkoglu bolden af Angelino uden for feltet og spillede Icardi i dybden, og men en fornem hælaflevering lagde han den tilbage til Aktürkoglu, man han bankede bolden over mål på deres hidtil bedste mulighed i halvlegen.
Kort efter brød jublen ud på tribunerne, da Bayern bragte sig foran i Manchester, for så kunne vi nøjes med uafgjort i Parken og stadig blive nummer to. Men der ventede stadig et laaaangt kvarter, og vi vidste jo af bitter erfaring, at de sagtens kunne lave to mål på kort tid…
Aktürkoglu fik en ny skudmulighed i feltet og prøvede at skrue bolden over i det fjerne hjørne, men sendte den forbi, og bortset fra en enkelt Achouri-afslutning lige på Muslera i 75. minut, så var vi sjældne gæster oppe i den anden ende.
Tiden gik, og de pressede og pressede, men oftest endte det med indlæg, som vi ekspederede væk. I 81. minut kom Boilesen ind for Achouri, så vi nu lå med en fem-back-kæde, og de fortsatte med indlæg, som vi kom først på.
En enkelt småfarlig kontra skabte vi i 85. minut, men Elyounoussi fik ikke rigtig bolden med sig, da Claesson var ved at spille ham helt fri, og i stedet pressede indskiftede Baris Yilmaz ham til at skyde forbi mål, selv om Lerager meget gerne ville have haft en flad tværpasning, så han havde haft frit skud.
Rødt kort til Lerager
Minuttet efter fik Lerager et dumt gult kort for at skubbe til Yilmaz, efter at Lerager havde lavet frispark på ham, og i 90. minut fik han et mere efter et frispark på Aktürkoglu, som vi vel også godt kan kalde unødvendigt, for det foregik lige uden for deres felt.
Derfor var vi ti mod elleve i de fire minutter, Orsato havde lagt til, og NU blev de for alvor farlige. Bakambu var ved at overrumple Grabara med et højt, dykkende hovedstød mod fjerneste stolpe, og Ziyech fyrede et farligt dykkende langskud afsted, som Grabara snittede til hjørne.
Det endte hos en ret fri Dries Mertens i venstre side af feltet, men vi afværgede hans indlæg, og Elyounoussi blokerede siden Aktürkoglus afslutning.
Hektisk til allersidst
Uha, hvor tiden gik langsomt… og i fjerde og sidste tillægsminut var det meget tæt på 1-1. Først halvklarede Grabara et farligt, fladt skud fra Icardi, hvorefter Sergio Oliveira afsluttede tæt under mål, mens Grabara var væk fra målet. Diks blokerede bolden, hvorefter Bakambu headede mod mål på returbolden, men Vavro stod igen det helt rigtige sted og headede væk.
De nåede endnu en afslutning, som Boilesen blokerede, og et relativt ufarligt hovedstød, som Grabara greb, inden Orsato fløjtede for sidste gang.
Vilde jubelscener over et historisk flot resultat – og en kamp, som vil blive husket i mange, mange år for nerven, intensiteten, spændingen, kulissen og sidst, men ikke mindst: resultatet, der sendte os videre fra Champions League-gruppespil for anden gang!
