Jesper Christiansen albueskadet

Jesper Christiansen ude i seks uger

Langt inde i overtiden i den dramatiske afslutning på søndagens opgør mellem F.C. København og Brøndby blev Jesper Christiansen skadet i et sammenstød med Brøndbys Mikkel Bischoff. og de første bulletiner efter kampen gik på, at målmanden havde brækket sin højre albue. 

Stærkt lidende måtte han bæres fra banen - hvor samaritterne tilmed tabte båren på vej ud - og efterfølgende behandles i omklædningsrummet, inden en ambulance kørte ham på skadestuen.

Det var et Brøndby-frispark langt inde i overtiden, der udløste den dramatiske situation, hvor Mikkel Bischoff jagtede bolden med fremstrakt ben, samtidig med at Jesper Christiansen gik ud for at bokse væk. Bischoff bragede lige ind i målmanden, der blev underløbet og tog en ordentlig lufttur, inden han landede på den højre arm - en arm, som han i øvrigt tidligere har haft problemer med.

Ståle Solbakken havde for en gangs skyld ikke brugt alle tre udskiftninger, så Johan Wiland fik lige et halvt minuts spilletid, inden der blev fløjtet af. Det var naturligvis ikke lige på den måde, at han havde håbet at få mere fast spilletid i FCK-trøjen. Også landsholdskollega Stephan Andersen var påvirket af den alvorlige skade hos hans nærmeste rival i landsholdstrøjen.

Mandag gennemgik målmanden CT- og MR-scanninger af sin arm og albue, og herefter kunne den endelige diagnose fastslås:

- Der er ikke sket noget med knoglen i albuen, men vi kan konstatere en delvis overrevet sene i musklen bag på overarmen. Det er i princippet Jespers gamle skade, der er brudt op igen, siger FCK-læge Anders Boesen, og fortsætter:

- Umiddelbart tyder det på en pause på cirka 6 uger, men det er klart at vi må vurdere skaden fra uge til uge. I den første uges tid skal Jesper dog holde armen så meget i ro som muligt, og så kan vi forhåbentlig stille og roligt trappe hans genoptræning op, slutter Boesen til FCK.DK.