I aften gælder det Anji

I aften gælder det Anji

Møder vi Anji eller Anzhi i aften? Ja, det gør vi! Det er én og samme klub, og vi har valgt stavemåden Anji, som UEFA og klubben selv bruger, men den mest udbredte er nok stadig Anzhi. Derfor er det også den, der står på vores livestream fra kampen i aften, som du kan følge på dette link.

Anji ligger i byen Makhatjkala i den russiske Dagestan-provins, og her er vi altså helt ovre ved det Kaspiske Hav i nærheden af Georgien, Armenien og Aserbajdsjan.

Anden gang vi møder Anji
Vi mødte dem også for ca. tre et halvt år siden, men siden er der løbet meget vand i åen, og russerne har været gennem en stor økonomisk og sportslig nedtur, inden de nu er på vej op igen.

Vi spillede mod dem i en Copa del Sol-træningskamp i La Manga i januar 2012, hvor de stenrige russere stillede med stjernenavne som Samuel Eto’o, Yuri Zhirkov og Roberto Carlos. Kampen sluttede 1-1, hvorefter Anji vandt på straffespark.

Fra bronze til nedrykning
Et års tid før havde milliardæren Suleyman Kerimov købt klubben, og han begyndte straks at spendere store tre-cifrede millionbeløb på højtprofilerede spillere. I sæsonen 2011-12 sluttede man som nr. 5 i den russiske liga, og næste sæson blev det til bronzemedaljer og pokaltitel, inden der pludselig blev vendt op og ned på det hele.

I sensommeren 2013 skruede Kerimov pludselig gevaldigt ned for pengestrømmen, og klubben begyndte straks at sælge ud til højre og venstre af alle deres løntunge spillere. Det kunne ikke undgå at smitte af på holdets præstationer, og i sommeren 2014 røg man ud af ligaen med et brag efter kun at have vundet tre kampe i hele sæsonen.

Skuden på et køl igen
Men Anji har tilsyneladende fået skuden på ret køl igen, for man rykkede i hvert fald op igen efter at være sluttet på 2. pladsen efter Krylia Sovetov. Netop de to hold mødes, når den russiske lige går i gang næste weekend, dvs samtidig med Alka Superligaen.

Russerne har allerede spillet en håndfuld træningskampe, mens de har været på træningslejr i Østrig, og sidste uge slog de FC Midtjylland med 3-1, og forleden spillede de 1-1 mod Maccabi Tel Aviv.

Mens man sidste sæson klarede oprykningen uden de helt store profiler på holdet, tyder noget på, at der igen er penge til at investere lidt, om end ikke samme målestok som de glade dage i 2011 og 2012. Senest har man fx skrevet kontakt med angriberen Hugo Almeida, som spillede en del år i Porto og Werder Bremen, inden han senest har spillet for Kuban Krasnodar.

Han kan således få uofficiel debut i aften kl. 18.00, når kampen fløjtes i gang på det nyopførte Sportanlage Gralla i den lille østrigske by Gralla lidt syd for Graz.

Ud over livestreamen på Youtube kan du som sædvanlig også følge med i kampen på vores Twitter-konto @FCKobenhavnLive