God afslutning på en god træningslejr

God afslutning på en god træningslejr

God indledning, bortset fra at Pelle udgik tidligt
Ståle og trænerteamet havde ændret på to pladser i forhold til Celje-kampen, idet Pelle afløste Antonsson, og Ludwig afløste Høgli.

Vi fik en god indledning på kampen med fem hjørnespark de første 13 minutter, og selv om dødboldene ikke har været vores favoritvåben i foråret, var både Nicolai og Zanka nærgående med hovedstød, der gik forbi henholdsvis over.

Den eneste malurt i bægeret var, at Pelle måtte udgå allerede efter 10 minutter, da det strammede op i det ene baglår. Det var efter kampen ikke helt afklaret, om det var det samme, som holdt ham ude af Celje-kampen, men det må de næste dages undersøgelser vise.

Da det på forhånd var aftalt, at Mikael Antonsson kun skulle spille 2. halvleg, kom Remmer ind i centerforsvaret resten af 1. halvleg, og det kan jo meget vel være, at han også skal spille pladsen på torsdag i EL-kval’en, hvor både Antonsson og Zanka har karantæne.

Flere gode tilbud det sidste kvarter
Efter 15-20 minutter kom russerne bedre med i kampen, som efterhånden var helt lige, og indtil det sidste kvarter af halvlegen skete der ikke alverden foran de to mål. Men kort før den halve time var Verbic nærgående, da han fik en bold fra Ludwig, tog et træk i feltet og afsluttede, men tæt forbi den nærmeste stolpe. Kort efter bankede Anjis franske forward Yannick Boli bolden lige over mål, men til gengæld var han så flink både at stå i vejen og i offside-position, da Amadou havde en farlig afslutning kort før pausen.

I nogle hektiske slutminutter af halvlegen havde Verbic først endnu en god afslutning, som tvang Pomazan i Anji-målet til en god redning, og i overtiden fik Lukman Aruna også en stor kontrachance, men måtte se Stephan afværge med en stor redning.

FCK-dominans efter tam indledning på 2. halvleg
I pausen kom Antonsson og Toutouh planmæssigt på banen, og ud gik Remmer og Pourié. Ligesom i mandags tog Toutouh venstrekanten, mens Verbic gik op foran.  Det første kvarter går vi let hen over, for der sket ikke noget særligt. Efter en time kom Høgli ind for Verbic, hvilket medførte et par rokeringer, så Kusk gik op foran, Toutouh over på højrekanten, Ludwig på venstrekanten, og Høgli ind på venstre back.

Måske var det derfor, der kom lidt mere gang i sagerne, for et par minutter efter var både Zanka og Delaney tæt på igen at omsætte et par hjørnespark i scoringer, men Zanka-hovedstødet endte i maven på en russer, mens Delaney tæt under mål headede lige over.

Anjis første tilbud efter pausen kom, da indskiftede Abdulavov slap fri i højre side i en kontra, men han afsluttede sløjt og forbi den fjerneste stolpe. Brandur kom ind for Kusk med ca. 20 minutter igen og tog pladsen som hængende angriber, og den pågående færing fremtvang lidt efter et frispark et par meter uden for feltet til venstre. Det tog Nicolai sig dog af, men desværre sendte han bolden lige over mål.

To Delaney-scoringer - på dødbolde!
Ligesom i indledningen af kampen, var vi klart bedst i denne periode, hvor det meste foregik på russernes banehalvdel, og derfor var det absolut ikke ufortjent, da Delaney syv minutter før tid kunne ekspedere et Ludwig-hjørne i netmaskerne til 1-0. Og mens vi sad på lægterne og diskuterede, om det var med hovedet eller låret, så gentog han for en sikkerheds skyld kunststykket, dog uden at efterlade tvivl om at det var med hovedet. Hjørne fra Ludwig, hovedstød tæt under mål, og 2-0 – på to dødbolde!

Dermed fik  løverne ikke bare spillemæssigt, men også resultatmæssigt en glimrende afslutning på en meget vellykket træningslejr, hvor holdet både på og uden for banen er blevet rystet endnu bedre sammen, og hvor de tre nye, Ankersen, Kusk og Verbic, hver især har vist mange fine takter, som lover godt for den kommende sæson.


Holdet:

1 Stephan Andersen – 22 Peter Ankersen, 4 Pelle Nilsson (11.: 20 Christoffer Remmer (46.: 15 Mikael Antonsson)), 25 Mathias Zanka Jørgensen, 3 Ludwig Augustinsson – 17 Kasper Kusk (71.: 36 Brandur Hendriksson), 18 Daniel Amartey, 8 Thomas Delaney (anf.), 7 Benjamin Verbic (61.: 2 Tom Høgli) – 23 Marvin Pourié (46.: 24 Youssef Toutouh), 10 Nicolai Jørgensen (86.: 33 Yones Felfel)

Ikke benyttet: 21 Johan Wiland og 35 Mikkel Wohlgemuth.