Henriette Dahl

Henriette Dahl er ny cheftræner for Projekt P

For et lille års tid siden fortalte vi, at F.C. København var med i DBU Københavns Projekt P, som er et projekt, der skal udvikle pigefodbolden i København.

Projektet tilbyder gratis inspirationstræning for U12-U16, og via vores afdeling Bold i byen bidrager vi med FCK-trænere og træningsøvelser med udgangspunkt i vores model for uddannelse af fodboldspillere.

>> Se mere om øvelserne på fckskills.dk

Henriette Dahl ny træneransvarlig
Bold i byen har nu ansat den tidligere BSF- og Brøndbyspiller, Henriette Dahl, som ansvarlig for Projekt P og FCK-træning i vores samarbejdsklubber.

Ud over Henriettes mangeårige erfaring som aktiv har hun trænet BSF’s daværende 1. divisionshold og været assistenttræner for FC Nordsjællands kvindeseniorhold.

”Vi skal bl.a. lave en planlægning, der er specifik i forhold til pigerne og ikke ud fra den måde, vi træner drenge på,” fortæller Henriette, der i starten arbejder tæt sammen med Bold i byens Steen Gleie.

”Jeg glæder mig til at møde en masse piger, som har mod på at lære noget nyt. Jeg håber, jeg kan motivere nogle af pigerne til at ville endnu mere med deres fodbold, og fortælle dem, at hvis de har en drøm, skal de gå efter den, ligegyldigt hvad alle andre siger,” siger Henriette.

Vil du vide mere? Du kan læse mere om Projekt P på dbukoebenhavn.dk og på Projekt P’s Facebookside, hvor alle kan lægge billeder op, dele gode historier og andet indhold, der kan styrke sammenholdet.

>> Bold i byen på fck.dk