Jan Gregus

Gregus: Tror på tredjepladsen

Jan Gregus har fået ekstra konkurrence på den centrale midtbane efter Falk er blevet "rykket ind", men humøret er fint sådan en solskinsformiddag på træningsanlægget, hvor det også blev til en lille snak om ishockey-VM. Men først en vurdering af situationen inden vores tre sidste kampe i Superliga-slutspillet:

"Vi har haft mange skader undervejs i sæsonen, og jeg var også selv ude et par måneder i efteråret, men vores trup er rigtig stærk nu, og derfor er konkurrencen om pladserne også endnu hårdere. Men det vigtigste er, at vi nu selv kan afgøre, om vi skal spille europæisk næste sæson. Vi har dog tre vanskelige kampe tilbage, men hvis vi kan spille som på det seneste og blive ved med at lave mange mål, så tror jeg også på, at vi holder fast i tredjepladsen. Så er vi sikre og slipper for den ekstra "finale", som nr. 4 skal spille," siger Gregus.

Mellem træning og kampe har der også været tid til at følge med i ishockey-VM, hvor både Slovakiet og Tjekkiet er i den indledende gruppe, der spiller i København:

"Jeg var sammen med Denis og Michael ude og se, da vi (Slovakiet, red.) slog Østrig, men holdets andre kampe har jeg kun set på TV. Hvis jeg skal være ærlig, ser jeg ikke rigtig ishockey til daglig, kun slutrunder som den her. Men jeg ser frem til at møde hele holdet lørdag aften, hvor Denis og jeg er blevet inviteret til en lille sammenkomst på den slovakiske ambassade. De spiller mod Sverige kl. 12.15, så forhåbentlig er humøret højt om aftenen. De har i hvert fald gjort det godt hidtil og kun tabt den første mod Tjekkiet. Det er altid specielt, når de to lande mødes, men jeg har hørt, der var en rigtig god stemning i hallen, og at det også var en virkelig god kamp. Vi førte 2-1 lige til det sidste, men tjekkerne udlignede desværre ni sekunder før tid og vandt i forlænget spilletid," fortæller Gregus.