Nicolaj Thomsen

Thomsen: Inde i en god rytme

Det er anden gang i FCK-tiden, Nicolaj Thomsen skal til Aalborg, men i efterårets sidste kamp var det som wingback - efter et skadeplaget efterår, hvor han mest spillede back, når han fik chancen. Men en fiberskade i Helsingør holdt ham ude en måned, og i foråret var han igen ude et par uger en mindre skade.

"Det er da et personligt højdepunkt i min FCK-karriere, at jeg nu er kommet ind i en god rytme og får lov at spille nogle kampe i træk fra start på min naturlige position på midtbanen. Det håber jeg selvfølgelig, at jeg kan blive ved med. Jeg har aldrig nogensinde prøvet at være så meget skadet, men jeg håber virkelig, jeg har taget min tørn i forhold til skader, så jeg kan komme til at spille fodbold regelmæssigt uden alle de afbræk," siger Nicolaj, der er startet inde på kanten i vores to seneste kampe.

Det er snart to år siden, han forlod AaB til fordel for Nantes, men han følger stadig klubben:

"Ja, jeg følger med og ser nogle kampe. De spiller en god gang fodbold med et meget ungt hold, hvor de prøver at køre nogle nye ting ind, og sidst vi mødte dem i Telia Parken, synes jeg også de havde nogle perioder, hvor de spillede virkelig flot fodbold og så gode ud på bolden. Så jeg tror, det bliver en rigtig fed kamp i morgen. Aalborg er altid et fedt sted at spille og banen plejer at stå snorlige, så det glæder jeg mig meget til," siger Nicolaj. 

Mange af holdkammeraterne har været en tur ude og se noget ishockey-VM, men det gælder dog ikke Nicolaj:

"Nej, jeg har ikke lige det store forhold til ishockey, men jeg har da hørt, at det var første gang i 37 år, at Aalborg blev danske mestre, så der har byen nok været på den anden ende!"

Hvis du ikke tager turen med til Aalborg, kan du se kampen direkte på Canal 9.

>> Tilskuerinfo AaB-FCK