Fokus på Breidablik

Breidablik blev stiftet i 1950 og tog sin første titel i 2009, da de vandt den islandske pokalturnering, og året efter vandt de deres første og hidtil eneste mesterskab.

Sidste sæson blev Breidablik nr. 2, blot et enkelt point efter mestrene fra Vikingur.

Klubben er hjemmehørende Reykjavik, hvor hjemmebanen Kópavogsvöllur, ligger lidt syd for byen i bydelen Kópavogur - ikke er langt fra Stjörnuvöllur, hvor vi mødte Stjarnan for nogle år siden.

Et enkelt tidligere møde
Vi har mødt Breidablik en enkelt gang før, og i går var det præcis otte år siden, at vi mødtes netop Estadio Algarve, hvor vi også spillede i går. Vi kom foran efter ti minutter, da Daniel Braaten opsnappede en returbold fra keeperen på et hug fra Nicolai Jørgensen, og fem minutter efter styrede en islænding bolden i eget mål, efter et Amankwaa-rush og indlæg i feltet.

Europæisk erfaring
Breidablik har spillet europæisk i syv sæsoner, herunder de seneste tre i træk.

I 19/20 og 20/21 tabte de i første runde af Europa League til Vaduz henholdsvis Rosenborg, men denne sæson nåede de Q3 i Conference League.

Efter at have elimineret Racing Luxembourg (3-2 og 2-0) og Austria Wien (2-1 og 1-1), tabte de 2-3 og 1-2 til Aberdeen.

Höskuldur Gunnlaugsson
Breidablik-kaptajn Höskuldur Gunnlaugsson (th) i duel med en Aberdeens Scott Brown i august 2021. Foto: Mark Scates/SNS Group via Getty Images


Pre-season
Breidablik spillede i januar fire kampe i den årlige islandske pre-season turnering, Fotbolti.net Cup A, med otte klubber fra de to bedste rækker. Breidablik vandt sin gruppe, men tabte til Stjarnan i playoff, hvorefter de drog videre på træningslejr i Portugal.

8. januar: 5-2 mod Keflavik
14. januar: 3-1 mod Leiknir
22. januar: 2-0 mod Kopavogur
27. januar: 1-3 mod Stjarnan
3. februar: 2-1 mod Brentford 2
6. februar: 3-3 mod FC Midtjylland (og islandsk sejr i str.konk.)

Far og søn
Kampen har en særlig betydning for Orri Óskarsson, for hans far, Óskar Hrafn Thorvaldsson, er nemlig nu cheftræner i Breidablik.

48-årige Thorvaldsson har selv en fortid som spiller i KR Reykjavik og Strømsgodset og fik tre A-landskampe for Island. Som træner stod han også i spidsen, da Orri fik sin seniordebut som bare 13-årig i barndomsklubben IF Grótta. Her nåede Orri 13 kampe, inden han rejste til København i sommeren 2020 og begyndte at bombe løs for først U17-holdet og i denne sæson for U19.

Oskar Hrafn Thorvaldsson
Óskar Hrafn Thorvaldsson står over for sin søn, Orri, i dag. Foto: Eythor Arnason/SNS Group via Getty Images


Mens Orri glæder sig, ærgrer Andri Baldursson sig ekstra meget over en skade, der holder ham ude af kampen, for han spillede i Breidablik, indtil han i januar 2019 fortsatte karrieren i Bologna. Han blev i øvrigt den yngste islænding, der fik debut i en af de fem store europæiske ligaer (England, Spanien, Tyskland,  Italien, Frankrig).

Baldursson er den eneste af vores islændinge, der har spillet i klubben. Orri kom som nævnt fra IF Grotta, og Ísak og Hákon spillede for ÍA Akranes, inden de forlod Island.

Andri Baldursson
Baldursson i Bologna-trøjen mod Inter i 2020. Foto: Mattia Ozbot, Soccrates via Getty Images

Truppen
Et par Breidablik-spillere kan mange nok nikke genkendende til, da de har en fortid i dansk fodbold.

Senest har klubben hentet Mikkel Mena Qvist, den over to meter høje colombiansk-fødte centerforsvarer, som forlod AC Horsens i sommer og var udlejet til KA Akureyri i efteråret.

Breidablik har i øvrigt også netop hentet den 23-årige venezuelaner Juan Camilo Pérez, der er offensiv midt, men ligesom Qvist har han endnu ikke været i kamp.

Resten af truppen består af islandske spillere, hvoraf en del har erfaring fra skandinaviske klubber og enkelte også andre steder i verden.

Blandt andet Elfar Freyr Helgason, som – ud over en fortid i Randers FC og AC Horsens – også har været en sæson i AEK Athen. Kristinn Steindórsson har også spillet MLS-fodbold et år i Columbus Crew.