Flashback: Sagt før og efter Barcelona-kampene i 2010
I efteråret 2010 spillede vi to Champions League-kampe mod Barcelona, der er gået over i historien. Især returkampen, hvor vi spillede i Parken 1-1 mod verdens nok bedste klubhold dengang, men også i det første opgør i Barcelona leverede løverne en fin præstation, da det første "tempochok" havde lagt sig. Den kamp vandt Barcelona 2-0 på to Messi-mål - det andet først sat ind i tillægstiden.
Du kan se begge kampene i sin helhed i aften i FCK-appen og på tv.fck.dk, hvis du har et FCK+ abonnement eller har sæsonkort, kort- eller billetabonnement.
Her kan du læse lidt af, hvad Ståle Solbakken og spillerne sagde før og efter de to kampe.
Før udekampen
William Kvist: ”Vi har et rigtig godt flow i øjeblikket og har været solide over lang tid, så selvtilliden er i orden. Men i morgen skal vi nok ikke regne med at have bolden så meget som vi plejer…”
Jesper Grønkjær: ”Vi er her på en mission, og det er at vise Danmark, hvad vi kan. Om det er nok til at få point er svært at sige, for vi møder verdens måske bedste hold. Det er fodboldens tempel det her, og det bliver en kæmpe oplevelse.”
Efter udekampen
Ståle Solbakken: ”Vi havde problemer med tempoet i første halvleg, hvor vi i perioder er udspillet. Anden halvleg derimod er en helt anden historie. Her spiller vi lige op med FC Barcelona. Vi er boldbesiddende, vi kommer op i deres tempo, og vi skaber chancer.”
William Kvist: ”Jeg tror, jeg havde krampe efter 25 minutter, hvor vi fik lidt af et tempochok! Alt i alt var det fortjent de vandt, selv om vi var tæt på.”
Jesper Grønkjær: ”Vi fik skabt de chancer vi skulle, men kunne desværre ikke udnytte dem i dag. Vi kan godt være vores 2. halvleg bekendt, hvor vi spillede lige op med dem og havde mere boldbesiddelse.”
Dame N'Doye: ”Vi skal tro noget mere på os selv, i 1. halvleg troede vi ikke nok på det og spillede ikke, som vi normalt plejer, men i 2. halvleg fik vi større selvtillid og spiller vores spil og får skabt flere chancer. Hjemmekampen bliver en helt anden kamp.”
Oscar Wendt: ”Samlet set er det en helt okay indsats. Det var vigtigt for os at vise, at vi har noget at gøre her i Champions League, og det får vi vist i 2. halvleg, og vi har trods alt 6 point på kontoen.”
Før hjemmekampen
Mathias Zanka: "Jeg forbereder mig faktisk på præcis samme måde som til alle andre kampe. Det gør altså ingen forskel, om det er Lyngby eller Barcelona, når det gælder den mentale opladning, men der er selvfølgelig forskel på de taktiske oplæg, men ellers tager vi det som alle andre kampe."
Mikael Antonsson: "Det er blandt andet vigtigt at gøre afstandene små mellem vores kæder og sætte et godt kollektivt pres på dem, for hvis vi bare ryger en lille smule fra hinanden, så finder de lynhurtigt hullerne."
Ståle Solbakken: "Man kan ikke stoppe Messi fra alt, og selv om han var en afgørende spiller i den første kamp, synes jeg ikke han var deres bedste den aften. Men vi må selvfølgelig prøve at lukke ham ned ved blandt andet at presse ham mere ud mod siderne, for hvor han før var en wing-spiller, så har han nu en mere fri rolle på holdet og kommer meget ind centralt."
Efter hjemmekampen
Ståle Solbakken: ”Den her kamp er noget spillerne kan fortælle om som bedsteforældre, om hvordan de spillede lige op med verdens bedste spillere. Selvfølgelig kunne vi have tabt kampen, men omvendt kunne vi jo også have vundet den.”
William Kvist: ”Det er et stort resultat, vi får hevet i land. Det var også en stor oplevelse at dele det her resultat både med Parkens tilskuere – og med selve København. Vi kommer ind til kampen med en masse entusiasme, vi presser dem højt og måske også mere end de er vant til.”
Mikael Antonsson: ”Vi ville vise dem, at vi var med lige fra begyndelsen, og det lykkedes godt. Vi får også en helt fantastisk støtte fra fansene, det kunne vi mærke lige fra opvarmningen.”
Oscar Wendt: ”Nu har vi chancen, uanset hvordan det går i Kazan. Med det hold vi har lige nu og med så mange stærke spillere, skal vi altså også være med i europæisk fodbold og ikke kun spille superliga.”
Dame N'Doye: ”Da jeg ramler sammen med Valdés i 1. halvleg, kan jeg kun sige, at jeg ikke synes jeg gør noget forkert. Som jeg ser det, så burde han været blevet udvist.”
Josep Guardiola: ”Jeg må uddele ros til F.C. København. Vi spillede selv en exceptionel god 1. halvleg, men jeg må også sige, at jeg i mine 2½ år som træner for FC Barcelona ikke har mødt et så fysisk stærkt hold som F.C. København. De er godt organiserede og er meget stærke.”