Fokus på FC Barcelona
Ca. 15 år efter vores første besøg i Barcelona, går turen igen til Camp Nou, når vi onsdag kl. 21 møder de spanske mestre i den sidste Champions League ligafase-kamp.
Dengang i oktober 2010 var de også forsvarende mestre, og genvandt – ligesom løverne – mesterskabet den sæson, og siden har de vundet halvdelen af 14 spanske mesterskaber, mens Real Madrid har taget fem, og Atlético Madrid to.
>> Læs citater fra før og efter kampene i 2010
Barcelona vandt også Champions League i 2010/11-sæsonen, men har ”kun” vundet én gang siden (2014/15). Siden har de to gange nået semifinalerne (tabte til Liverpool i foråret 2018 og til Inter i foråret 2025) og er fem gange røget ud i kvartfinalerne, en enkelt gang i 1/8-finalerne og to gange i 1/16-finalerne.
Siden 1993, hvor Barcelona røg ud til Dynamo Kyiv i 1/8-finalerne, er de kun én gang slået ud af Champions League af et hold, der ikke var fra Spanien, Italien, England eller Tyskland. Det var Benfica i 2022, der sendte dem ud allerede i 1/16-finalerne.
Men nu skal vi jo heller ikke slå dem ud, “bare” vinde en enkelt kamp… Og Barcelona er sikre på at gå videre fra denne sæsons ligafase, men bare ikke sikre på at slutte i Top 8, så de kan springe en knockout-runde over. Derfor har de også meget at spille for på onsdag.
Inden ugens kampe er de nr. 9 med 13 point, og det samme har syv andre hold, og der er også hold med 11 og 12 point, der kan nå dem, så målscoren kan også blive afgørende.
Kampen om Top 8
Barcelona kom ikke overbevisende fra start i ligafasen med syv point i de første fem kampe, men slog senest Frankfurt og Slavia Prag og kan altså selv sikre en Top 8-plads onsdag aften.
I La Liga tabte de to kampe i oktober, inden de for et par uger siden også tabte 1-2 til Sociedad, om end noget ufortjent i forhold til spil og chancer.
Nederlagene faldt på udebaner, for hjemme har de gjort rent bord i La Liga med 10 sejre i 10 kampe og en målscore på 31-5.
Senest slog de Oviedo 3-0 i søndags, dog efter en noget uforløst 1. halvleg, hvor gæsterne holdt 0-0 i en kamp, der siden endte i et voldsomt skybrud, der fik mange til at forlade de uoverdækkkede pladser inden sidste fløjt.
”Hjemme” betyder i øvrigt tre forskellige arenaer i denne sæson: klubbens eget lille Stadi Johan Cruyff, Barcelonas olympiske stadion oppe på Montjuic-bjerget, Olímpic Lluís Companys, og siden slutningen af november det ombyggede Camp Nou. Det kan du læse mere om i onsdagens artikel om ”aftenens kamparena”.
Cheftræner Hansi Flick
Hansi Flick, der fylder 60 om en måneds tid, er i gang med sin anden sæson i Barcelona. Som aktiv vandt han i slut-firserne fire tyske mesterskaber på fem sæsoner med Bayern München, inden han spillede nogle år i FC Köln og indstillede karrieren som 28-årig på grund af skader.
Som træner var han blandt med til at sætte kursen for Hoffenheim, da de indledte deres lange rejse mod Bundesligaen, og efter et ophold i RB Salzburg var han i otte år assistenttræner for det tyske landshold og med til at vinde VM i 2014.
Efter en periode som sportsdirektør i forbundet og i Hoffenheim, tog han over i Bayern München og førte dem til The Treble i 2019/20: Bundesligaen, DFB Pokalen og Champions League (hvor de bl.a. slog Barcelona 8-2!).
I 2021 blev han tysk landstræner, men blev afskediget i september 2023, og i sommeren 2024 overtog han så ansvaret i Barcelona efter Xavi og vandt The Double i sin første sæson.
Truppen
24-årige Joan Garcia kom fra bysbørnene Espanyol i sommer og har stået fast, bortset fra lidt over en måned i efteråret, hvor han var skadet, og den 11 år ældre polak, Wojciech Szczesny, stod.
I defensiven blev Andreas Christensen langtidsskadet i december, og oftest har Pau Cubarsi og Gerard Martin på henholdsvis 19 og 23 år dannet midterforsvar.
Ellers har de Ronald Araújo, som havde et svært efterår efter to gule kort i udekampen mod Chelsea, som Barcelona tabte 0-3. Uruguayaneren fik så kraftig kritik fra presse og fans, at han tog en pause fra holdet og først vendte tilbage efter nytår og har fået et par indhop.
Indtil i søndags spillede Jules Koundé og Alejandro Balde de to backer, men fik et lille hvil mod Oviedo, hvor de kom ind efter pausen. Baldes afløser, Joao Cancelo, er dog ikke spilleberettiget onsdag, efter Barcelona tidligere på måneden lejede ham i Al Hilal .
Jules Koundé er som den eneste startet i alle Barcelonas syv CL-kampe, og i søndags startede ”alt-mulig-manden” Eric Garcia i stedet på højre back, inden han rykkede ind som stopper efter pausen.
Garcia var tidligere på vej væk fra klubben, men har – som den eneste - været på banen i alle 32 kampe i alle turneringer denne sæson, heraf 28 fra start! Mest som centerback eller central midt, og Flick overvejer sikkert at bruge hans erfaring og spilintelligens på den centrale midt, hvor han mangler to andre profiler på onsdag.
Pedri blev nemlig skadet for et par uger siden mod Slavia Prag, og hans normale midtbanemakker, Frenkie de Jong har karantæne på onsdag.
Det kan, ud over Garcia, give en startplads til unge Marc Casadó, der startede søndag og også startede et par gange i efteråret.
Kanterne Lamine Yamal og Raphinha, kom begge på tavlen mod Oviedo, og især Lavals flyvende flugter var en lækkerbisken. De starter stort set hver gang, de er klar, men ellers er vores gode ven, Roony, klar til at rykke ind på højre kanten.
På venstre kant tørster Marcus Rashford sikkert efter revanche fra sidst vi mødte ham i Parken, hvor han i United-trøjen satte os i gang med et rødt kort, der banede vejen for Roonys sejrsmål til 4-3…
Stortalentet Dro Fernández har ikke været på banen siden starten af december og meldes på vej til PSG, da han ikke ville forlænge med Barcelona, efter han for nylig fyldte 18.
Rashford kan dog også afløse Robert Lewandowski oppe foran, for den nu 37-årige polak har spillet meget på det seneste, fordi Ferran Torres også er skadet.
Som anden-angriber står valget nok mellem Fermin López og Dani Olmo. Fermin er startet i alle CL-kampene på nær én, hvor han var skadet, så mon ikke han står først i køen, eftersom Dani Olmo startede i søndags.
Uanset hvordan Flick blander kortene, så venter der en svær opgave for løverne – og på papiret også sæsonens sværeste.
Men Villarreal ude og Napoli hjemme var også svære, og det hentede vi de fire point, som betyder, at vi også har noget at spille for i tabellen på onsdag!