Lukas Lerager

FCK-Sparta Prag: Dagen derpå

Elyounoussi: Blandede følelser
Vores nye norske nummer 10 startede inde for første gang i går, og han så bagefter tilbage på kampen med blandede følelser:

"Det var en dag, hvor bolden bare ikke ville gå ind, og derfor står jeg med blandede følelser. Vi er skuffede over, at vi ikke vandt, men samtidig er jeg tilfreds med præstationen, og jeg synes, at vi har et højere topniveau end Sparta," sagde han bagefter til FCK TV.

Du kan se hele interviewet her på tv.fck.dk, hvis du logger ind med en FCK Profil.

Mohamed Elyounoussi
Foto: Lars Rønbøg, Getty Images

 

Statistik fra FCK-Sparta


Priske: Stadig 50/50
Sparta-danskeren Asger Sørensen gjorde sit til, at vi nåede et rigtig fint tilskuertal til kampen, selv om der kun var meget kort tid til at købe billetter.

På pressemødet dagen før kampen fortalte han, at der ville være ca. 25 venner og familie på plads til hans første optræden i Nationalarenaen, men det havde måske sin pris - ud over billetprisen:

“Han fik bare krampe, men det var nok fordi han skulle løbe rundt og skaffe billetter til alle sine venner,” smilede Brian Priske bagefter.

Cheftræneren mindede dog også om, at stopperen har døjet med en skade og ikke har trænet 100 % på det seneste, og “så kan det mærkes på kroppen, når man pludselig går fra 0 til 100”.

Priske ser stadig chancerne for avancement som 50/50:

“Vi håber selvfølgelig, at vi kan presse et par procenter over i vores favør, når vi er på hjemmebane. Men FCK er et virkelig stærkt hold, og vi skal ramme vores topniveau for at gå videre,” sagde han på pressemødet.

Brian Priske
Foto: Lars Rønbøg, Getty Images


Tæt på tilskuerrekord
Med 27.170 på tribunerne nærmede vi os en tilskuerrekord for en europæisk kvalifikationskamp, som ikke var den sidste playoff før et gruppespil.

For en uge siden kom Breidablik-kampen ind på en flot tredjeplads med 20.866, men i går skubbede vi den ud af Top 3 og nærmede os Crvena Zvezda-rekorden fra 2019:

  • 29.872 FCK-Crvena Zvezda den 13. august 2019 (1-1 og 6-7 efs & str.)
  • 27.170 FCK-Sparta Prag den 8. august 2023 (0-0)
  • 21.336 FCK-Beitar Jerusalem den 31. juli 2007 (1-0)
  • 20.886 FCK-Breidablik den 2. august 2023 (6-3)
Fans udenfor Parken
Foto: Gaston Szerman, FCK.DK


Sjette 0-0-kamp på et år
Siden sommeren 2022 har vi seks gange spillet 0-0, og fire af kampene var europæiske: ude mod Trabzonspor, hjemme mod Man. City og Sevilla og nu hjemme mod Sparta Prag.

Desuden spillede vi 0-0 i Vejle i kvartfinale-returkampen og i Superligakampen i Aarhus den 23. april.

I europæisk sammenhæng skal vi tilbage til 2012 for at finde en kvalifikationsrunde, hvor vi indledte med at spille 0-0 på hjemmebane. Det var den 1. august 2012 mod Club Brugge, hvor vi en uge senere vandt 3-2 i returkampen.

Opdateret: Alle mand til Prag i hvidt


Vores mulige playoff-modstandere
Hvis vi vinder i Prag, skal vi i Champions League-playoff møde vinderen af Raków Częstochowa-Aris Limassol.

Polakkerne vandt i går 2-1 hjemme, og cyprioterne reducerede først i 89. minut på det, der ifølge uefa.com var deres eneste afslutning i hele kampen.

Taber vi i Prag, skal vi møde taberen af AEK Athen-NK Dinamo, og deres første kamp i Athen blev udsat på grund af voldsomme tilskueruroligheder mandag aften, som fik tragiske konsekvenser for en ung græsk mand, der mistede livet.

Kampen er nu planlagt til lørdag den 19. august, kl. 20.45, dvs efter at de to hold har mødtes i Zagreb tirsdag den 15. august.

Hvis vi kommer i Europa League-playoff, så kender vi altså først vores modstander sent lørdag aften, inden vi skal spille den første kamp på udebane torsdag den 24. august.