FCK Håndbold er en realitet

Der er blevet arbejdet flittigt i kulissen hos FCK, mens FIF har forhandlet med DHF om en godkendelse af samarbejdsaftalen. Derfor bliver DHFs godkendelse umiddelbart fulgt op af indgåelser af en række aftaler med spillere og diverse kommercielle samarbejdspartnere.

Dansk Håndbold Forbund har nu godkendt samarbejdsaftalen mellem FIF og PARKEN Sport & Entertainment A/S angående sidstnævntes overtagelse af de professionelle eliteaktiviteter i FIF. Dermed er FCK Håndbold en realitet, og klubben spiller i den kommende sæson i både TDC-ligaen for herrer og Dameligaen.

- I kulissen har vi hele tiden taget udgangspunkt i, at projektet blev til noget. Derfor starter vi heller ikke på bar bund. Tværtimod har vi en række aftaler klar med både spillere og samarbejdspartnere. Jeg er derfor sikker på, at vi allerede i den første sæson vil komme til at sætte vort præg på tophåndbolden i Danmark - både på og uden for banen, siger Flemming Østergaard, administrerende direktør i PARKEN Sport & Entertainment.

FCK vil præsentere de to trupper for pressen i slutningen af juli. Spillerne vil i øvrigt blive præsenteret for F.C. Københavns mange tilskuere i PARKEN i forbindelse med kampen mod Brøndby den 24. august.


Håndbold på københavnsk
FCK spiller sin første officielle håndboldkamp for herrer onsdag den 4. september klokken 19.30 i Frederiksberg-Hallen, hvor de danske mestre fra Kolding IF kommer på besøg. Der er tale om en pokalkamp. Tirsdag den 10. september klokken 19.30 tager FCKs damer imod Odense i sæsonens første kamp i Dameligaen.

- Siden offentliggørelsen af hensigtserklæringen har jeg modtaget utallige meget positive tilkendegivelser. Der er virkelig store forventninger til vor entré i håndbolden, og det har vi det godt med. Der skal da heller ikke være den mindste tvivl om, at FCK bliver håndbold på en lidt anderledes og meget københavnsk måde, siger Flemming Østergaard, der ikke lægger skjul på, at FCK har langsigtede ambitioner om at blive en af Danmarks førende håndboldklubber.