Nyt fra tirsdagens træning

På en meget smuk sommerdag trænede FCK-truppen i dag hårdt fra kl.10.00 til 12.00. Flere angrebsmønstre blevet øvet, og spillere som Mads Westh, Peter Møller og Carsten Fredgaard viste stor beslutsomhed i afslutningerne efter skarpe indlæg fra bl.a. Morten Bisgaard. Også Zuma så ud til at nyde det gode sommervejr og brillerede med flere gode detaljer.

Magnus Kihlstedt der fik en mindre forstrækning i låret i slutningen af gårsdagens træning var med igen i dag. Dog sparede han låret en anelse og undlod at sparke igennem, ligesom han lod andre om at tage målspark.

Peter Christiansen der for kort tid siden gennemgik en knæoperation, stod over dagens træning og forventes først tilbage igen på fredag. Det er fra lægestabens side blevet besluttet at PC skal hvile knæet for at komme sig helt over den ømhed, der stadig findes i knæet. Han håber dog at være klar til kamp på lørdag hvor FCK i en træningskamp møder LYN i Oslo.

Generelt virkede stemningen i truppen i top og der trænes igen i morgen 2 gange hvorefter spillerne har hviledag på torsdag.