F.C. København skal have ny sportsdirektør
PARKEN Sport & Entertainment opsiger samarbejdet med Sune Smith-Nielsen og indleder omgående søgningen efter en ny sportsdirektør.
Bestyrelsen i PARKEN Sport & Entertainment har besluttet at afbryde samarbejdet med sportsdirektør Sune Smith-Nielsen med øjeblikkelig virkning.
”Vi må desværre konstatere, at vi i denne sæson hverken har set den nødvendige udvikling eller de forventede resultater. De foretagne dispositioner har ikke indfriet vores forventninger, og på den baggrund har vi vurderet, at der ikke var det rigtige match for fremtiden,” siger bestyrelsesformand i PARKEN Sport & Entertainment, Henrik Møgelmose.
”Vi har evalueret udviklingen indgående og kan konkludere, at udfordringerne er ganske alvorlige. Det er ikke foreneligt med F.C. Københavns ambitioner, og det kræver handling og forandring,” siger Henrik Møgelmose, der samtidig udtrykker stor anerkendelse for Sune Smith-Nielsens mangeårige indsats for F.C. København.
”Der skal lyde en stor tak til Sune for det imponerende arbejde, han har udrettet på FCK Talent, og for hans bidrag som sportsdirektør. I sine 17 år i klubben har Sune udvist en særlig dedikation til F.C. København, og vi vil gerne sige oprigtigt tak for det store engagement, han har lagt i klubben.”
PARKEN Sport & Entertainment indleder omgående en rekrutteringsproces med fokus på at finde en ny sportsdirektør til F.C. København. I den mellemliggende periode vil F.C. Københavns CEO, Jacob Lauesen, varetage alle sportsdirektørens administrative opgaver i samarbejde med den øvrige sportslige ledelse.
Alle i F.C. København siger tak til Sune Smith-Nielsen og ønsker ham alt det bedste fremover.
PARKEN Sport & Entertainment og F.C. København har ikke yderligere kommentarer.