Sune Smith-Nielsen takker af
Sune Smith-Nielsen har sidste arbejdsdag i F.C. København i dag og sætter dermed punktum for en ekstraordinær indsats for klubben i mere end 17 år.
Sune Smith-Nielsen kom til F.C. København i 2008 og var den allerførste ansættelse i klubbens historie, der skulle arbejde systematisk med talentudvikling og opbygning af et egentligt talentakademi.
Under ledelse af Sune Smith-Nielsen blev opgaven fuldført med så stor succes, at F.C. København i dag har Danmarks førende talentakademi – et 5-stjernet akademi på højeste internationale niveau – baseret på klubbens veldokumenterede og egenudviklede talentmodel, FCK-modellen.
Omdrejningspunktet for talentarbejdet er ambitionen om at uddanne fremtidens professionelle fodboldspillere, og siden 2008 har nogle af Danmarks største fodboldstjerner trådt deres ungdoms fodboldstøvler på FCK Talent, og U19-holdet har leveret store europæiske præstationer i UEFA Youth League.
Sideløbende har Sune Smith-Nielsen udviklet F.C. Københavns indsats for børnefodbolden i København og omegn, og via FCK Børnefodbold stiller klubben i dag uddannede børnetrænere til rådighed for mere end 75 samarbejdsklubber i Københavnsområdet. Udgangspunktet er, at alle børn har ret til god træning, uanset niveau.
I juni 2024 blev Sune Smith-Nielsen udnævnt til sportsdirektør og leverede historiske transfers i både sommeren 2024 og 2025. I sæsonen 2024/2025 vandt F.C. København klubbens 16. mesterskab samt 10. pokaltitel, og holdet har netop spillet UEFA Champions League for 7. gang.
"Jeg har haft 17 fantastiske år i F.C. København, og det har været et stort privilegie at være en del af klubbens udvikling igennem næsten to årtier,” siger Sune Smith-Nielsen på dagen, hvor han fratræder som sportsdirektør.
”Det har været en særligt stor glæde at følge så mange medarbejdere, der enten har fået deres første job her, eller er begyndt som studerende, og nu i dag sidder i større roller både på tværs af klubben omkring førsteholdet, på Talent og i FCK Børnefodbold, samt omkring landsholdet og i udlandet."
"F.C. København prioriterer ikke kun spillerudvikling, men også medarbejderudvikling, og det er jeg stolt af at have givet mit bidrag til.”
”Jeg var mindst lige så stolt, da jeg blev udnævnt til sportsdirektør, og jeg var gerne fortsat, men sådan skulle det ikke være. Trods dagens omstændigheder er jeg stolt af det aftryk, jeg har sat på F.C. København gennem 17 år.”
”Jeg vil gerne sige mange tak til alle medarbejdere, jeg har mødt og fulgtes med undervejs. Jeg kommer virkelig til at savne hele den fantastiske stab. Jeg ønsker også alle spillere på førsteholdet alt det bedste i denne svære periode og held og lykke til alle de mange talenter i klubben,” slutter Sune Smith-Nielsen.
Alle i F.C. København siger tak til Sune Smith-Nielsen og ønsker ham alt det bedste fremover.
PARKEN Sport & Entertainment, F.C. København og Sune Smith-Nielsen har ikke yderligere kommentarer.