
F.C. København henter international kapacitet som ny udviklingsdirektør
Morten Grahn tager afsked med jobbet som Academy Director hos New York City FC og vender tilbage til Danmark for at tiltræde jobbet som udviklingsdirektør i F.C. København.
Den nye udviklingsdirektør bliver overordnet ansvarlig for FCK Talent og skal styrke kvindeafdelingen samt lede vigtige sportslige udviklingsprojekter på tværs af klubben i tæt samarbejde med sportsdirektør Sune Smith-Nielsen.
“Jeg er super glad for, at det er lykkedes os at få vores topprioritet," siger Sune-Smith Nielsen.
"Morten er en stærk international kapacitet, der har en enorm erfaring med talentudvikling, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at han kommer til at bidrage meget positivt til F.C. Københavns udvikling.”
Grahn: Mærket den internationale anerkendelse
Morten Grahn returnerer til F.C. København efter fire år i New York City FC og får dermed mulighed for at bygge videre på sine hidtidige meritter for FCK Talent.
I sin 10-årige FCK-karriere varetog han undervejs både posten som A+ træner, U19-cheftræner med imponerende sejre i UEFA Youth League samt Head of Player Development.
Fra den anden side af Atlanten fortæller Morten Grahn om det kommende skifte:
”Siden jeg drog ud i verden for fire år siden, har jeg overalt mærket den internationale anerkendelse af klubben og talentafdelingen."
"Selv i så stor en organisation som City Football Group - med Manchester City i front – bliver der talt om F.C. Københavns talentudvikling. Det gør en københavner stolt og bevidner om den enorme kvalitet, der foregår dagligt."
”Det er derfor med stor respekt for netop det ry, at jeg tiltræder som Udviklingsdirektør. Jeg tror på, at min internationale erfaring kan styrke F.C. København og bidrage til udviklingen af fremtidens internationale fodboldspillere, både på kvinde- og herresiden.”
Tiltræder 1. september
Morten Grahn tiltræder i sin nye rolle den 1.september, og han er ifølge Sune Smith-Nielsen ventetiden værd:
“Morten har nogle helt særlige kompetencer, der vil styrke vores organisation. Han ser og tænker uhyre strategisk, og han er kendt som en af de dygtigste herhjemme indenfor sit felt.
"Han er en utroligt attraktiv ansættelse, og det siger samtidig en del om, hvad vi kan tilbyde, at han vælger at komme til F.C. København. Det er jeg meget glad for,” siger Sune Smith-Nielsen.