
Stærke trænerrokader i FCK Talent
F.C. Københavns Talentafdeling foretager en større trænerrokade, som træder i kraft efter denne sæson.
Sune Holmgren bliver ny cheftræner for U19, og U17, U15 og U14 får også nye cheftrænere. Desuden skifter flere trænere roller omkring holdene i en ambitiøs omstrukturering.
Nederst i artiklen kan du se en oversigt over stabene fra næste sæson.
Jakob Groth, daglige sportslig leder for U14-U17, fortæller om de overordnede beslutninger:
”Vi kigger hele tiden på at kunne skabe det mest optimale miljø i vores talentafdeling, og vi vurderer, at den nye trænerrokade sikrer fremdrift i vores spilleruddannelse og bidrager til et udviklingsmiljø på internationalt topniveau.”
“Vi har haft fokus på at skabe stærke trænerteams med høj faglighed og solide menneskelige kvaliteter,” siger Jakob Groth.
Emil Fredslund ny U17-cheftræner, og Jonas Rothausen ny Player Development Coach
På U17-holdet overtager Emil Fredslund cheftræner-jobbet efter senest at have været Player Development Coach på U17. Emil Fredslund får en dygtig makker i Jonas Rothausen som ny Player Development Coach.

Emil Fredslund har været en del af FCK Talent siden 2019 og har en stærk faglig profil, der matcher F.C. Københavns ambitioner om at uddanne fremtidens professionelle fodboldspillere.
På samme måde har Jonas Rothausen også dygtiggjort sig i FCK Talent og har senest været cheftræner for U15.
”Både Emil og Jonas er utrolig dygtige talentudviklere med en stor nysgerrighed på udviklingen i spillet og den enkelte spiller. De er med til at sikre en høj faglighed med udgangspunkt i F.C. Københavns fodboldmetode og spillestil til gavn for vores spilleruddannelse,” siger Jakob Groth.
Mads Vittenbach ny U15-cheftræner og Jacob Ginnerskov ny U14-cheftræner
Mads Vittenbach overtager cheftræner-posten på U15 holdet, og Jacob Ginnerskov bliver ny U14 cheftræner.

Mads Vittenbach har været en stor kapacitet som cheftræner for U14 siden sommeren 2022, og Jacob Ginnerskov har bidraget til at skabe et optimalt udviklingsmiljø både som assistent for U14 og U15 i de tre et halvt år, han har været i FCK Talent.
“Vi har med denne trænerrokade sikret kontinuitet på tværs af holdene, som er altafgørende for vores kerneopgave, nemlig spilleruddannelsen. Dertil lever vi op til vores strategi om at uddanne dygtige trænere, og vi lykkes med at sikre udvikling på træner- og stabssiden,” afslutter Jakob Groth.

Rollerne i FCK Talent fra sommeren 2025
