Falk: En mere fri opstart

Da Rasmus Falk skiftede til F.C. København sidste sommer havde han vidst i et halvt års tid, at han skulle til Byens Hold, men alligevel var der meget nyt, han skulle vænne sig til både på og uden for banen. Men hvordan har opstarten været her i januar, hvor han ikke længere er en af de ”nye drenge i klassen”?

- Jeg føler mig lidt mere fri, og jeg skal ikke tænke så meget over tingene, som da jeg kom som ny til klubben, og der var en masse nyt jeg skulle lære. Nu er der f.eks. ikke så mange taktiske ting, som overrasker mig, og hvor jeg ikke helt ved, hvad man skal gøre i de forskellige situationer. Det er dejligt og en lettelse, at jeg nu bare kan koncentrere mig om at udvikle mig yderligere og lægge mere på mit spil, så jeg kan blive endnu bedre end i efteråret, siger Rasmus Falk.

Og hvordan er formen så her, hvor Falk & co. har været på træningsbanen i to uger?

- Jeg mødte op, som jeg altid ville gøre efter en vinterpause, efter at jeg havde slappet godt af i ferien og først lagt på lidt styrkemæssigt og så begyndt at lægge på konditionelt i den sidste del af ferien, så man står godt når man starter. Så jeg mødte fit op og synes jeg står godt nu. Vi er startet godt på træningen, hvor der bliver lavet en del ekstra styrketræning og lagt lidt på der. Så vi skal nok være klar når det gælder, og jeg synes personligt, at det ser rigtig godt ud.

Netop i dag er der præcis en måned til Superliga-sæsonpremieren, der brager i gang med et hjemme-Derby, og det bliver også noget særligt for Falk:

- Det er jo en fantastisk måde at starte sæsonen med et Derby, så det er lidt ekstra specielt. Men det er virkelig noget, man glæder sig til, med den stemning der altid er, og så glæder jeg mig også rigtig meget til de tre point, smiler Rasmus Falk.