Kevin Diks

Diks' andet gule kort trukket tilbage

Kevin Diks' andet gule kort i søndagens kamp mod AGF er blevet trukket tilbage af dommer Jakob Sundberg.

Efter FCKs klage over advarslen, der førte til en udvisning af Diks, har dommeren ud fra TV-billederne vurderet, at forseelsen ikke var til en advarsel.

Det betyder samtidig, at Kevin Diks ikke har karantæne i vores næste Superligakamp mod Vejle lørdag den 21. oktober, 17.00.

Dommerens redegørelse
I afgørelsen fra Disciplinærudvalget lyder Jakob Sundbergs udtalelse:

"Dommeren har oplyst, at vurderingen under kampen var, at Kevin Diks begik et hensynsløst frispark, ved at tackle uden hensyntagen til den fare som hans modspiller blev udsat for.

Dommeren har oplyst, at han efter at have gennemset tv-billederne, vurderer, at forseelsen ikke er så voldsom, som han så den på banen og at Kevin Diks, efter dommerens opfattelse, kun udviser manglende forudseenhed i sin kamp om bolden, hvorfor tacklingen alene må vurderes til satset.

Dommeren vurderer på den baggrund, at Kevin Diks ikke skulle være tildelt advarsel nummer 2 og den medfølgende udvisning, hvilket dommeren beklager."