Bo Svensson

Bo Svensson: Tilfreds med pointene, men ikke med præstationen

Bo Svensson glædede sig over F.C. Københavns 2-1-sejr over FC Iberia, som sikrede os syv point efter de første tre kampe i Conference League. Men cheftræneren var langt fra tilfreds med præstationen i Parken.

"Jeg er glad for sejren, og for at vi nu har syv point efter tre kampe, selv om kampen faldt midt i et tæt kampprogram. Men præstationen var ikke god i aften, og det skal vi være kritiske over for," sagde Bo Svensson.

"Jeg har før stået og udtrykt tilfredshed med vores præstation, selv om vi ikke vandt, og så må vi også være kritiske over for en dårlig præstation, selv om vi vinder. Vi sætter barren højt."

Cheftræneren savnede især den opmærksomhed og soliditet, der normalt kendetegner holdet.

"Uanset hvordan vi stiller op, hvem vi møder, og hvilken turnering vi spiller i, skal de basale ting være i orden, sådan som de har været i store dele af sæsonen. Det var de ikke i aften. Vi manglede blandt andet opmærksomhed i duelspillet, vores restforsvar fungerede ikke godt nok, og vi savnede den soliditet, vi normalt spiller med."

"Vi tog til tider for let på det og troede måske, at vi kunne vinde uden at være på 100 procent."

En rodet anden halvleg
"
Iberia indledte kampen med en række afslutninger på mål, inden vi kom i gang og scorede to gange. Men så forærede vi dem et unødvendigt mål i den anden ende, og anden halvleg blev en rodet affære. Vi prøvede at ændre strukturen på holdet efter pausen, men i sidste ende var vi heldige med at vinde."

"Men som sagt var det vigtigt at få de tre point, og også at vi slap for skader og fik fordelt spilletiden mellem flere spillere."

Med sejren ligger vi nu blandt de otte bedste hold i Conference Leagues ligafase, men Bo Svensson understregede, at det vigtigste fortsat bare er at sikre avancement.

"Nu er vi i top otte, og der vil vi selvfølgelig også gerne være, når ligafasen er færdig. Men det vigtigste er stadig, at vi går videre. Og syv point efter tre kampe kan jo næsten ikke gøres bedre," sluttede Bo Svensson, inden han og spillerne nu ser frem mod søndagens Derby kl. 12 i Parken.

PS: Vi skrev i første omgang, at Maher Carrizo scorede vores andet mål, men det er siden ændret til et selvmål af Vahid Selimovic.