William Bøving

Bøving efter europæisk debut: Bliver næsten ikke større

En drøm gik i opfyldelse for 17-årige William Bøving, der kom på banen i den forlængede spilletid mod Manchester United forleden til sin bare anden optræden på FCK's førstehold. Og selvsagt en stor oplevelse for den unge offensiv-spiller.

”Det var jo fantastisk. Det er jo enhver fodboldspillers drøm at prøve at spille den slags store europæiske kampe - og så mod en storklub som Manchester United. Det bliver jo næsten ikke større, så det var selvfølgelig også stort for mig, selvom det var ærgerligt, vi ikke gik videre,” siger den nuværende U19-spiller, der står noteret for en del U16- og U17-landskampe for Danmark.

Fra kvartfinale i pokalen til kvartfinale i Europa
Han fik sin debut for løverne i starten af marts i år, da han få dage efter sin 17-års fødselsdag blev skiftet ind i de sidste fem minutter af pokalkvartfinalen mod AaB i Aalborg, som vi tabte 2-0. Og selvom det også endte med et nederlag i mandags, hvor han kom ind efter 111 minutters spil, fik han faktisk vist sit værd - først med et fint oplæg til en Mikkel Kaufmann-chance, og siden da han med et fikst træk trak et frispark på Nemanja Matic ved baglinjen lige udenfor feltet.

”Der var selvfølgelig lidt kriller i maven, da jeg fik besked på at gøre mig klar og afløse Rasmus Falk, der jo spillede en helt forrygende kamp. Men når først man kommer ind, tænker man ikke over det. Så handler det bare om at spille i holdets tjeneste. Men det var da fedt at få lov at spille sådan en stor kamp mod nogen, som man ellers kun ser i fjernsynet. Og når man så får bevist, at man godt kan være med og spille med dem, så giver det jo masser af selvtillid. De var nok lidt trætte, mens jeg kom med frisk energi. Så det betyder meget for mig og min udvikling,” siger Bøving, der blev U19-holdets topscorer i den forgangne sæson.

Særlig souvenir med hjem
”Jeg har trænet godt og vel et halvt års tid med førsteholdet, og det skal jeg forhåbentlig blive ved med, selvom jeg også har en skole at passe. Men jeg skal bare bygge på hver dag, og man bliver jo bedre af at træne på så højt et niveau i det daglige. Så det handler bare om at give den gas og vise sig frem.”

Mens flere af holdkammeraterne byttede sig til en brugt United-trøje, havde det unge talent en anden souvenir med hjem i flyveren i forgårs.

”Jeg har beholdt min egen trøje! Den skal nok hjem og hænge på væggen,” lyder det stolt fra William Bøving, der optrådte i den hvide trøje med nummer 42 på ryggen.