Bo Svensson, Tijan Njie og Kristoffer Wichmann

Bo Svensson: Professionel indsats med mere stabilitet

"Jeg synes, vi leverede en gennemprofessionel indsats i dag, hvor vi selvfølgelig også fik en god start med Birgers hurtige mål," sagde Bo Svensson efter 4-0-sejren i Randers.

"Det er en godt gennemført kamp, hvor vi er i kontrol i mange af spillets faser, og vi skaber igen mange chancer og scorer nogle flotte mål."

"Det har vi også gjort i tidligere kampe, hvor selve præstationen har haltet mere, og især i de første kampe mod Polissya og Lyngby, der gav vi utroligt mange chancer væk til modstanderen."

"Nu er vi inde i en god udvikling rent defensivt, og i de sidste kampe er vi blevet mere afklarede og mere stabile."

"Vi har hele tiden leveret resultaterne, og det er også en kvalitet at kunne kæmpe sig igennem svære situationer, og det skal vi også gerne kunne blive ved med, mens vi bliver ved at lægge på i de faser, hvor vi kan og skal blive endnu bedre."

Pauseføringen på tre mål betød, at Svensson og trænerteamet kunne afvikle de planlagte udskiftninger, bortset fra at Dominik Kotarski ikke kunne fortsætte efter problemer med det ene knæ.

"Vi har ingen melding om, hvad der er galt, men det er jo aldrig et godt tegn, når en spiller bliver skadet i en soloulykke, hvor der ikke har været kontakt med en modstander. Men det må de nærmere undersøgelser vise, og vi håber selvfølgelig det bedste for Dominik," sagde Bo Svensson.