Spillerne jubler med fansene efter kampen

Kampreferat: "Backstage" i Randers - tre mål af Meling og López

Løverne fortsætter sejrsstimen og vandt for sjette gang i træk - denne gang blandt andet via tre mål fra vores venstre backs! 

De to hold
Vi skiftede tre fra torsdagens Debrecen-kamp: Felix Beijmo, Thomas Delaney og Andreas Cornelius startede i stedet for Ákos Markgráf, William Clem og Geovanni Ndjee

Randers skiftede tre fra deres seneste kamp: Nikolas Dyhr, Frederik Lauenborg og Cyril Edudzi for John Björkengren, Martin Sjølstad og Mohamed Sankoh.

Indmarch i Randers
Spillerne går på banen på Cepheus Park Randers. Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport


Meling goalshow
Der var kun spillet 64 sekunder, da Birger Meling sparkede løverne i front med en præcis højre inderside lige uden for feltet. Robert opfangede en jysk fejlaflevering, og via Cornelius fik Elyounoussi en udmærket chance, som Jannich Storch halvklarede, men Daniel Høegh clearede ikke bolden langt nok væk.

Jubel efter Birger Melings scoring
Birger Meling jubler over 1-0-målet efter 64 sekunder. Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport


Det gav naturligvis ro og selvtillid, og da Birger allerede i det 14. minut blev dobbelt målscorer for anden gang i sæsonen, så troede man næsten ikke sine egne øjne. Mod Lyngby scorede han som højre back to mål med venstre, og nu lavede han som venstre back sit andet mål med højre!

Det faldt efter et kort hjørne, hvorefter Elyounoussi slog et fladt indlæg, som efter en duel mellem Král og Høegh studsede ud i udkanten af feltet, og så sparkede Birger den nærmest op i krydset til 2-0!

Jubel efter Birger Melings scoring
Jubel efter Birger Melings 2-0-mål i Randers. Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport


Solid FCK-dominans
Det skete, mens Randers var i undertal, fordi Laurits Raun Pedersen havde fået en bold i hovedet fra nært hold, og hverken han eller en anden nåede ind, før vi var tæt på 3-0.

Elies Mahmoud – der var trukket ned på Rauns plads - lagde for kort tilbage mod keeper, så Cornelius i stedet blev spillet fri. Vinklen blev spids, og han afleverede til Mads Emil Madsen, der spillede på tværs, hvor Elyounoussi bare ikke lige fik ram på den.

Randers-muligheder omkring den halve time
Vi sad solidt på spillet, og selv om Randers havde bolden en del, så skulle vi hen omkring den halve time, før de fik et par muligheder til at komme tilbage i kampen.

Først fik de direkte frispark en meter uden for feltet, da Mads Emil vendte ryggen til et Frederik Lauenborg-langskud, men glemte at save armen af i stedet for bare at holde den ret tæt ind til kroppen. Men den chance forvaltede de ikke optimalt. Themsen trillede bolden lidt frem, og Mahmoud stoppede den, men inden Themsen nåede frem og afslutte, afværgede Robert lynhurtigt situationen.

Robert Silva
Robert kom ikke selv på tavlen, men afværgede en farlig Randers-dødbold. Foto: Gaston Szerman, FCK Media


Minuttet efter mistede Suzuki bolden midt på deres halvdel efter et københavnsk hjørne, og så havde Cyril Edudzi frit løb ned mod Kotarski sammen med to holdkammerater! Kun Birger var med tilbage og kom halsende lidt efter, men indhentede Edudzi og tacklede bolden fra ham!

Randers fortsatte med at have bolden meget frem mod pausen, men uden at komme til mere – og i stedet slog vi til i tillægstiden med ”topholdets kynisme”. Et udtryk, vi længe har drømt om at kunne bruge igen, men det passede fint, for det var ikke engang en chance.

Fornemt Mads Emil-solomål inden pausen
Delaney gik i duel lidt inde på egen halvdel, og bolden røg hen til Mads Emil, der fra egen halvdel satte fart, sled sig forbi Mathias Greve og trak ned mod feltet, hvor forsvaret bakkede for at holde øje med Cornelius, Elyounoussi og Robert – og i stedet fyrede Mads Emil af med venstre seks-syv meter uden for feltet og piskede kuglen i netmaskerne!

3-0 og nu skulle arbejdet bare gøres færdigt efter pausen uden at bruge for mange kræfter.

Mads Emil Madsen
Mads Emil Madsens fantastiske solomål gjorde det til 3-0 inden pausen. Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport


Kotarski-skade sendte Rúnarsson på mål
Desværre var Kotarski færdig, længe før holdkammeraterne, for efter fire minutter satte han sig i græsset og tog sig til venstre knæ, efter at han havde grebet en bold og sparket langt op ad banen.

Efter behandling prøvede han at fortsætte og nåede at cleare et Randers-indlæg, men gav så op og blev udskiftet med Alex Rúnarsson.

Skadet Dominik Kotarski afløses af Alex Rúnarsson
En skadet Dominik Kotarski overlader målmandsposten til Alex Rúnarsson. Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport


De næste fem-ti minutter havde Robert og Ndjee udmærkede muligheder, og Høegh blokerede også et Elyounoussi-skud, inden Randers omkring midt i halvlegen fik bedre fat i spillet igen.

Martin Sjølstad, der afløste Laurits Raun tidligt i kampen, var lige ved at nå frem til et Mahmoud-indlæg, men generelt havde de meget svært ved at skabe chancer mod et meget solidt FCK-forsvar.

Ny energi i offensiven og 4-0
Clem og López afløste Robert og Meling, og godt et kvarter før tid afløste Nasnas også Delaney og bidrog til ikke bare at bevare kontrollen over kampen, men også bringe ny energi i vores offensive spil, så det ikke blev ren ”cruise control”.

I 77. minut fik López bolden af Král midt på deres halvdel, og han trak uhindret ned mod feltet og fyrede et fladt skud af, der strøg i mål tæt op ad den ene stolpe, inden Storch nåede ned. Hans andet mål i FCK-trøjen – og det første faldt også i Randers!

Marcos López
Marcos López scorede igen i Randers! Foto: Gaston Szerman, FCK Media


Lidt efter fik Nasnas en udmærket skudchance, men skød lige på Storch, og Elyounoussi tog en helt fantastisk dribletur i venstre side forbi tre modstandere, men fra hjørnet af målfeltet overplacerede han desværre afslutningen.

Chancer til større sejr
I 84. minut hamrede Alex Král bolden på overkanten af overliggeren, da Ndjee lagde bolden til rette for ham på kanten af feltet, og det kunne altså sagtens være blevet både 5-0 og 6-0!

Marvin Nasnas
Marvin Nasnas med en af flere chancer til at øge føringen. Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport


Men vi tog den femte sejr i træk, og bortset fra hjemmekampen mod Polissya har vi scoret mindst tre mål hver gang. Bo Svensson udbyggede sit snit: nu har vi i snit scoret 3,3 mål i snit i de 17 kampe, efter han overtog i foråret.

Hvad vigtigere er, så har vi bygget på i det defensive – både i de bageste rækker, på midtbanen og i presset når modstanderen bygger op, og vi ser meget mere robuste ud end tidligere på sommeren.

 

Matchfacts
Søndag den 16. august 2026, kl .18.00 på Cepheus Park Randers. 3F Superliga, 4. runde
RANDERS FC-F.C. KØBENHAVN 0-4 (0-3)
2.: 0-1 Birger Meling
14.: 0-2 Birger Meling
45+1.: 0-3 Mads Emil Madsen
77.: 0-4 Marcos López
Dommer: Jakob A. Sundberg
Advarsler: 90+5.: Amin Al Hamawi

FCK
1 Dominik Kotarski (54.: 31 Alex Rúnarsson) – 20 Junnosuke Suzuki, 5 Gabriel Pereira, 2 Felix Beijmo, 24 Birger Meling (36.: 15 Marcos López) – 33 Alex Král, 27 Thomas Delaney (anf.) (78.: 34 Marvin Nasnas) – 10 Mohamed Elyounoussi, 21 Mads Emil Madsen, 16 Robert Silva (68.: 36 William Clem) – 14 Andreas Cornelius (46.: 44 Geovanni Ndjee)

Ikke benyttet: 6 Ákos Markgráf, 9 Youssoufa Moukoko, 39 Viktor Dadason, 45 Gunnar Orri Olsen. 

Randers FC
32 Jannich Storch - 24 Sabil Hansen (71.: 31 Felix Sommer), 3 Daniel Høegh, 4 Wessel Dammers (anf.), 44 Nikolas Dyhr -  8 Laurits Raun Pedersen (17.: 15 Martin Sjølstad), 14 Frederik Lauenborg -  11 Elies Mahmoud, 17 Mathias Greve, 7 Mike Themsen - 33 Cyril Edudzi (71.: 77 Kasper Junker)

Ikke benyttet: 22 Mert Demirci (GK), 5 Oliver Jones, 19 Musa Touré, 38 Max Albæk