Peter Møller lægger op til Morten Falchs 3-0-mål

25 år siden: Møller stjal overskrifterne i Aalborg

Med sidste uges dejlige DERBY-sejr var vi tilbage i det tætte titelræs, og 1. maj 1994 gik turen til Aalborg, som var det eneste ubesejrede hold efter første halvdel af slutspillets 14 runder.

Men vi havde gode minder fra Aalborg, hvor vi havde spillet tre gange før og vundet hver gang!

Denne eftermiddag blev ingen undtagelse! 11.100 tilskuere var mødt op trods et større trafikkaos i byen – et udebane-tilskuertal, som vi bortset fra to DERBY i Brøndby kun havde set større en enkelt gang i Odense i juni 1993.

De mange nordjyder måtte til deres store ærgrelse se deres bysbarn og tidligere Superliga-topscorer Peter Møller løbe med overskrifterne blot en uge efter han også afgjorde DERBY’et i Parken.

Peter Møller stjal overskrifterne


Flot velkomst
Hjemmepublikummet gav ham dog en flot og varm velkomst, da holdene løb på banen under den skyfri forårshimmel. Der var ingen piften og hujen, kun taktfast ”Møller! Møller! Møller!” fra tribunerne.

”Vel varmede det med den velkomst. Den slags er man jo ikke vant til på udebane,” sagde en taknemmelig Peter Møller bagefter til Ekstra Bladet.

Vi havde stadig Martin Johansen i karantæne og stillede op præcis som mod Brøndby ugen før. Det var kun anden gang i de seneste tyve kampe, vi stillede samme hold to gange i træk, og forrige gang tabte vi 0-5 i Silkeborg. Men i dag var der helt anderledes bid i løverne!

Møller fik albuerum
Vi lagde ud med lidt af et stormløb mod det nordjyske mål, og Møller fik overraskende god plads til at bringe os foran allerede i det 9. minut, da han headede en fornem Lars Højer-dødbold hårdt ned i græsset og op i nettaget uden for Thomas Gills rækkevidde.”

”Det skal jeg ikke have lov at score. Det viser, at AaB-forsvaret er ukoncentreret, da Torben Boye aldrig må forlade mig,” analyserede Møller bagefter i Politiken.

Det tog tid for hjemmeholdet at komme sig over den dårlige start, og der gik en halv times tid, før AaB havde deres første afslutninger, som ikke voldte Brian Flies problemer. Til gengæld var Møller tæt at øge til 2-0 i halvlegens sidste minut, da han slap helt fri af Søren Thorst, men skød lige forbi.

Højer-dødbold - selvfølgelig
Midt i 2. halvleg øgede Højer til 2-0 på... ja, selvfølgelig! Med en præcis inderside skruede han et fladt frispark uden om muren og i netmaskerne, efter Møller var blevet nedlagt af Henrik Vandet Kristensen 5-6 meter uden for AaB-feltet. Højer scorede også kampens enlige mål på frispark, da vi senest havde været i Aalborg i september 1993.

Herefter fik hjemmeholdet deres bedste tilbud, da Ib Simonsen afsluttede fra kanten af feltet, men bolden prellede af på træværket.

I stedet iscenesatte Møller vores tredje og sidste mål godt et kvarter før tid, da han afdriblede en forsvarer i venstre side og smed et perfekt indlæg ind, som en helt blank Morten Falch enkelt firsttimede i netmaskerne.

Helstøbt holdindsats
”En helstøbt holdindsats, disciplineret forsvarsspil samt flydende kombinationer lå bag FCK’ernes vel nok bedste Superliga-kamp i år, ” lød vurderingen fra Berlingskes udsendte.

Med sejren gik vi forbi OB - der samtidig tabte i Lyngby - og op på 2. pladsen efter Silkeborg, der kun var to point foran inden de sidste seks kampe.

Matchfacts
Søndag den 1. maj 1994, kl. 15.00 på Aalborg Stadion. Superliga-slutspil, 8. runde
AAB-F.C. KØBENHAVN 0-3 (0-1)
9.: 0-1 Peter Møller
66.: 0-2 Lars Højer
78.: 0-3 Morten Falch
11.100 tilskuere. Dommer: Jørn West Larsen
Advarsler: Ib Simonsen, Søren Thorst og Torben Boye, AaB, samt Peter Møller, Allan Nielsen, Diego Tur og Michael Mio Nielsen, F.C. København.

F.C. København: 1 Brian Flies – 3 Diego Tur, 6 Christian Lønstrup, 2 Ole Tobiasen – 5 Lars Højer, 16 Michael Giolbas, 12 Morten Falch, 8 Iørn Uldbjerg – 7 Allan Nielsen (79.: 19 Michael Mio Nielsen), 11 Michael Johansen - 14 Peter Møller (90.: 9 René Tengstedt). (Ikke benyttet: 18 Karim Zaza)

AaB: Thomas Gill, Torben Boye, Henrik V. Kristensen (79.: Henrik Madsen), Søren Thorst, Jess Jessen, Ib Simonsen, Calle Facius, Jan Pedersen, Peter Woodring (83.: Thomas Thomasberg), Peter Rasmussen, Erik Bo Andersen. (Ikke benyttet: Lars Winde)