Reserveholdskamp mod FCN

2-1 i træningskampen mod FCN

1-1 ved pausen
Begge hold stillede stort set kun med førsteholdsspillere, hvor kun løvernes centerforsvar med Mads Roerslev - på en uvant plads - og Rasmus Møller var både ungt og uerfarent. Der var comeback på kanten til Youssef Toutouh efter hans skadepause, og Danny igen en kamp på den centrale midtbane, som ikke er hans mest naturlige - men han gjorde det fint og fik da lavet ting, som man sjældent ser William lave på den position... 

Serbisk glæde
Martin Pusic var endnu ikke helt klar efter sit trykkede ribben, og Nicolai Boilesen døjer stadig lidt med lysken, ligesom Andrija Pavlovic vendte hjem fra landsholdslejren med lyskeproblemer - men dog med en serbisk VM-billet i hånden, som gjorde at det store smil var fremme hos ham og Uros!

Jævnbyrdig affære
Gæsterne kom bedst fra start og bragte sig foran efter 7 minutter ved Emiliano Marcondes, men siden blev kampen mere lige med skiftende overtag til de to hold.

Toutouh udlignede på hovedstød efter 18 minutter, da Nicolai Larsen kun kunne halvklare et Falk-forsøg fra nært hold, og senere havde Carlo Holse et godt hug lige over mål, men ellers bød halvlegen ikke på de store chancer. Den unge angriber fik lidt af en sviner-tackling i søndagens U19-landskamp mod Rumænien, men var heldigvis ikke mere medtaget end at han kunne spille igen i dag.

Han fik dog kun 1. halvleg, inden han blev afløst af Nicklas Røjkjær, mens nordsjællænderne skiftede stort set hele deres hold ud.

>> Læs også: Toutouh: Dejligt at være tilbage

Ungt hold stod distancen flot
FCN kom igen bedst fra start, og Andreas Olsen var meget tæt på to gange, bl.a. med et hug på overliggeren, men i stedet gjorde Toutouh det til 2-1 kort før der var spillet en time. Igen udnyttede han returbolden på en halvklaring fra en Falk-afslutning, og herefter gik han og fem andre planmæssigt ud til fordel for en række U19-spillere.

Med "kun" Stephan, Uros og Danny fra førsteholdstruppen på banen kæmpede de unge bravt og godt mod gæsternes Superliga-spillere, men kom siden mere på hælene og måtte have hjælp af et par stærke Stephan-redninger, da først Jakob Johansson og siden Patrick da Silva var helt fri med ham.

Men de holdt hjem, og selv om resultatet ikke er det primære formål med træningskampe, så gør det jo ikke noget, at man får en sejr med fra banen. Men uanset hvad var det en rigtig træningskamp, der gav kamptræning i landsholdspausen.

Tirsdag den 10. oktober 2017, kl. 13.00 på Nummer 10. Reserve-træningskamp
F.C. KØBENHAVN-FC NORDSJÆLLAND 2-1 (1-1)
7.: 0-1 Emiliano Marcondes
18.: 1-1 Youssef Toutouh
57.: 2-1 Youssef Toutouh
Ca. 50 tilskuere.

1 Stephan Andersen – 22 Peter Ankersen (58.: 49 Ibrahim Samrawi), 18 Mads Roerslev (58.: 45 Sebastian Fabrin), 43 Rasmus Møller, 3 Pierre Bengtsson (58.: 48 Mathias Høst) – 17 Kasper Kusk (58.: 44 Sidney Appu), 32 Danny Amankwaa, 8 Uros Matic, 24 Youssef Toutouh (58.: 34 Mads Bidstrup) – 33 Rasmus Falk (58.: 47 Oliver Andersen), 26 Carlo Holse (46.: 39 Nicklas Røjkjær)

Ikke benyttet: 31 Christoffer Monty, 36 Devrim Sahin og 46 Marcus Porsgrunn

 

Vores fotograf "fangede" de unge U19-spillere, som fik spilletid i dag:

 

Mads Bidstrup
Mads Bidstrup

 

Rasmus Møller
Rasmus Møller

 

Oliver Andersen
Oliver Andersen

 

Nicklas Røjkjær
Nicklas Røjkjær

 

Mathias Høst
Mathias Høst

 

Ibrahim Samrawi
Ibrahim Samrawi

 

Sebastian Fabrin
Sebastian Fabrin

 

Sidney Appu
Sidney Appu