Rasmus Falk

2-0 til Silkeborg i første test

Silkeborg vandt sæsonens første testkamp med 2-0 efter 0-0 ved pausen.

>> Se start-11 og matchfacts

Gæsterne indledte bedst i de første ti minutter, men uden at sætte Kalle Johnsson på de store prøver, og efterhånden kom vi mere og mere på bolden og dominerede hovedparten af 1. halvleg.

Det blev dog ikke til så mange chancer, og den største havde Karamoko allerede efter et kvarters tid, da han blev spillet fri i højre side af feltet, men Nicolai Larsen reddede med en fodparade. Gæsterne havde også nogle udmærkede forsøg, som med lidt held havde givet en scoring før pausen.

Mamoudou Karamoko
Foto: Anton Malkov, FCK.DK


Der var indlagt vandpauser midt i begge halvlege, og det var absolut tiltrængt, for det var bagende varmt under hele kampen.

Alligevel gik der et koldt gys gennem mange, da Victor Kristiansen udgik efter en halv times tid, men det var planlagt på forhånd. Det var hans første kamp efter den skade, der holdt ham ude i en stor del af foråret, så der blev ikke taget nogen chancer – og han mærkede i øvrigt ikke noget til skaden, fortalte han bagefter.

Han blev afløst af Daniel Haarbo, som ellers til daglig er central midt, og det samme gælder Marko Stamenic – hjemvendt fra lejeophold i Køge og fra næsten af have kvalificeret sig til VM med New Zealand. Marko spillede stopper ved siden af Vavro i 1. halvleg, inden han og en række andre udgik i pausen.

Kevin Diks
Foto: Anton Malkov, FCK.DK


Fra 2. halvlegs start sendte vi endnu en midtbanespiller ned på venstre backen, nemlig senior-debutanten Oscar Højlund, så holdet var:

Andreas Dithmer – Peter Ankersen, Denis Vavro, Ethan Amundsen-Day, Oscar Højlund – Daniel Haarbo, Lukas Lerager – Roony Bardghji, Hákon Arnar Haraldsson, Noah Sahsah - Orri Óskarsson.

Også 16-årige Andreas Dithmer spillede sin første seniorkamp og måtte indkassere et mål allerede efter fem minutter, da Oscar Fuglsang afsluttede fra spids vinkel, og Dithmer ikke kunne forhindre bolden i at ende i netmaskerne.

Andreas Dithmer
Foto: Anton Malkov, FCK.DK


Silkeborg havde i øvrigt skiftet hele holdet i pausen, og de ”nye” 11 gjorde det bedre end de første 11. De fik gang i det klassiske Silkeborg-possessionspil, som betød at de havde bolden i hovedparten af 2. halvleg, men netop derfor et Silkeborg også en god træningsmodstander, for man for virkelig lov til at arbejde for føden (læs: løbe og løbe).

Noah Sahsah
Foto: Anton Malkov, FCK.DK


Dithmer måtte flere gange i aktion og med gode redninger holdt han Silkeborg-scoringen nede, indtil Nicolai Vallys øgede til 2-0 mod slutningen.

Tidligere i halvlegen havde Luther Singh i øvrigt også afløst Lukas Lerager, så det endte med ”kun” at være Denis Vavro og Noah Sahsah, der spillede alle 90 minutter i dag.

Vi spiller igen på lørdag i Holland, hvor vi møder Feyenoord på deres akademi, og den kamp streamer vi også.

Denis Vavro
Foto: Anton Malkov, FCK.DK