Jacob Neestrup

Jacob Neestrup

Jacob Neestrup blev den 20. september 2022 udnævnt som cheftræner i F.C. København.

Neestrup vendte den 1. januar 2021 tilbage til F.C. København som assistenttræner, efter at han i sommeren 2019 forlod klubben for at blive cheftræner i Viborg FF.

>> Læs også: Neestrup bliver assistenttræner

Jacob Neestrup har en fortid som spiller i F.C. København, hvor han kom op gennem ungdomsrækkerne i KB og fik førsteholdsdebut som 18-årig i en pokalkamp i Thisted i efteråret 2006.

Det blev en debut, han sent glemmer, for efter han blev indskiftet gik der kun to minutter, før han måtte udgå med en alvorlig skade. Alle troede først, det var en knæskade, men det viste sig at være en ankelskade, som siden kom til at volde Neestrup mange problemer.

Først otte måneder senere var han klar igen, og i sommeren 2007 fik han chancen som fast medlem af førsteholdstruppen på en 2-årig kontrakt. Da den udløb i sommeren 2009 fortsatte han karrieren i norske Stavanger IF og islandske FH Hafnarfjördur, men måtte desværre afbryde opholdet og helt indstille karrieren som professionel fodboldspiller.

Siden spillede Neestrup nogle måneder i Fremad Amager, men efter en henvendelse fra F.C. Københavns nyoprettede School of Excellence besluttede han at gå trænervejen og blev i første omgang tilknyttet U19-holdet, hvor han i foråret 2011 blev assistenttræner for Brian Riemer.

Da Riemer blev assistenttræner for Ariël Jacobs på Superligaholdet, blev Neestrup U17-assistenttræner for Klavs Rasmussen og overtog selv U17-cheftrænerjobbet i sommeren 2014 og var bl.a. med til at føre holdet ubesejret frem til DM-guld i sæsonen 2015/16.

Han havde U17-jobbet i fire år, indtil han i sommeren 2018 blev udnævnt som assistent for Ståle Solbakken på Superligaholdet, hvor han afløste Mikael Antonsson.

Fra 2018-19-sæsonen blev han ansat som cheftræner i Viborg FF, og han efterlod klubben på førstepladsen i 1. division, da han ved årsskiftet 2020/21 valgte at flytte tilbage til København af familiære årsager.