F.C. København-fans i Parken

Kampdag: FCK-Iberia

Kampdagsquiz - se svarene nederst i artiklen
1. I 2001-02-sæsonen spillede Mikheil Ashvetia i F.C. København - hvilke to andre georgiere har siden spillet for os?

2. Hvor mange millioner indbyggere har Georgien: ca. 3,8 mio, ca. 7,2 mio. eller ca. 11,3 mio.?

3. Hvor mange EM- eller VM-slutrunder har Georgien deltaget i som selvstændig nation: 1, 2 eller 3?

4. Hvilken tidligere spiller kom til F.C. København fra Panathinaikos, skiftede fire år senere til Bologna og vendte tre år senere tilbage til F.C. København?

5. Andreas Cornelius debuterede for F.C. København i april 2012, mens han var U19-spiller - hvornår debuterede han på A-landsholdet: 2012, 2013 eller 2014?


Et øjebliks stilhed før kickoff
Til alle rundens UEFA-kampe er der kort før kickoff et øjebliks stilhed til minde om Jesús de Miguel Alameda. Den 30-årige Tenerife-spiller døde tirsdag morgen, efter at han fik hjertestop som følge af et voldsomt sammenstød i en kamp i weekenden. Æret være hans minde.

Jesús-de-Miguel-Alameda
Jesús de Miguel Alameda. Foto: uefa.com


>> Se Parkens program for i aften


Iberia: Skal turde spille vores eget spil
Iberias cheftræner Levan Korgalidze holdt pressemøde i Parken onsdag aften, inden truppen trænede på banen. Han ankom på krykker efter en nylig operation, men med et smil på læben, da han hilste på de få georgiske pressefolk, der var til stede.

Korgalidze konstaterede blandt andet, at Iberia er debutanter i Conference League-ligafasen og endnu ikke har erfaring med tempoet i de europæiske klubturneringer. De er ikke vant til at spille så mange kampe, men de har drømt om det her og vil ikke bruge det som en undskyldning.

Hans vigtigste budskab var, at spillerne skal slippe det mentale pres og turde spille deres eget spil.

Desuden understregede han, at klubben repræsenterer hele Georgien, og at holdet føler et ansvar for at levere en værdig præstation.

Med på podiet var også backen Giorgi Jinjolava, som er klar igen efter en skade. Han sagde, at Iberia havde vist fremgang fra nederlaget til St. Truiden til den næste kamp mod Mjällby, som han mente, at de burde have vundet. Men at opgaven i Parken bliver endnu sværere end de første kampe.

Holdet får i aften støtte af ca. 50 georgiske fans samt 20 VIP-gæster.

FC Iberia 1999 holder pressekonference i Parken
Cheftræner Levan Korgalidze og backen Giorgi Jinjolava på podiet i Parken. Foto: Torkil Fosdal, FCK Media


Vores kommende modstandere
Vi har færre og færre kommende modstandere at holde øje med. Om tre uger skal vi til Andorra og møde Inter Club d'Escaldes, som i aften spiller ude mod Crvena Zvezda kl. 18.45. 

Kl. 21.00 spiller Lugano hjemme mod Kauno Zalgiris og Universitatea Craiova hjemme mod Egnatia.

Irske dommere
Dommer: Rob Hennessy
Linjedommere: Dermot Broughton og Emmett Dynan
Fjerde dommer: Damien MacGraith
VAR & A-VAR: Kevin Clancy og Christopher Graham

35-årige Rob Hennessy dømte vores Youth League-kamp ude mod Man. United i oktober 2023. Han blev i december sidste år rykket op Category One, som er UEFA's næsthøjeste dommerniveau.

Kevin Clancy var VAR-dommer, da vi spillede ude mod Rapid Wien i december 2024.

Karantæner og karantænefare
Ingen karantæner eller spillere i karantænefare

TV
Du kan se kampen på Disney+

Svar på kampdagsquiz
1. Giorgi Gocholeishvili og David Khocholava
2. Ca. 3,8 mio.
3. Én slutrunde (EM 2024)
4. Mikael Antonsson
5. Han debuterede den 8. september 2012 hjemme mod Tjekkiet, hvor han afløste Nicolai Jørgensen 20 minutter før tid - og scorede Danmarks sidste mål til 3-1

(Kilder: fck.dk, nipserstat.dk, uefa.com)