Kampreferat: Dejlig Derby-sejr på Vestegnen
Trods flere store københavnske chancer skulle vi hen til 80. minut, før Derby-sejren i Brøndby blev sikret på et heldigt hovedstød af indskiftede Andreas Cornelius.
De to hold
Vi skiftede to fra vores Horsens-kamp forrige fredag, Marcos López og Mads Emil Madsen for Birger Meling og Thapelo Maseko.
Bortset fra Magnus Mattsson var alle skadede spillere blevet klar, men Bo Svensson fortalte bagefter, at det kun var takket være et hårdt og dygtigt arbejde af vores ”sundhedssektor”. Delaney gav et mere bramfrit eksempel til Viaplay: ”Mads rendte rundt og lignede et lig i går og spillede med et trykket ribben og hold i ryggen.”
Brøndby skiftede fire fra deres seneste Superligakamp mod FC Midtjylland – Casper Winther, Luis Binks, Marcus Younis og Olti Hyseni startede for Filip Bundgaard, Jordi Vanlerberghe, Oskar Fenger og karantæneramte Bartosz Slisz.
God københavnsk start i øsende regnvejr
Regnen væltede ned over Vestegnen, da Mikkel Redder med nogle minutters forsinkelse fløjtede kampen i gang, fordi pyrorøgen også først lige skulle lægge sig.
Man ser ofte, at holdene lige skal føle hinanden på tænderne i indledningen af et Derby, men denne gang lagde vi ud med et højt og aggressivt pres og dominerede fuldstændig de første 10-15 minutter, hvor vi havde flere tilløb til chancer uden at komme helt i mål.
Siden kom Brøndby mere med, og kampen blev mere lige og præget af tempo, fight og intensitet overalt på banen, præcis som det plejer i disse opgør, hvor der står så meget mere på spil end ”bare” tre point.
Store chancer inden pausen
Da vi nærmede os den halve time, så skabte vi et par gode chancer, og først headede Mads Emil Madsen over mål fra nært hold, og lidt efter fik Dadason heller ikke perfekt træf på et hovedstød lige uden for målfeltet.
I den anden ende sendte Marcus Younis et fladt skud forbi mål, som Ramaj også var ude efter, men snart brændte det igen på nede foran Patrik Pentz.
I 38. minut kom Asger Sørensen først på et López-frispark til fjerneste stolpe, og det lignede en flugter med retning mod mål, men uheldigvis ramte bolden Felix Beijmo og gik til målspark.
Robert tættest med hovedstød på stolpen
Minuttet efter nåede både Elyounoussi og mange FCK-fans at juble, da Robert fra kanten af feltet satte hovedet på et perfekt indlæg fra Král, men desværre prellede bolden af på stolpen.
Et fladt Clem-langskud voldte Pentz lidt problemer i slutningen af halvlegen, hvor Mads Emil Madsen fik endnu en stor chance på et Robert-indlæg, men headede forbi mål.
En københavnsk pauseføring havde bestemt ikke været ufortjent efter spil og chancer, og det vidnede xG også om, for den var 1,55 vs. 0,16 i københavnsk favør.
2. halvleg
Efter pausen var øsregnen afløst af solskin, og det var en ret lige indledning på halvlegen, hvor et af de få tilløb til tumult kom, da Younis kastede sig ned og tacklede Ramaj i målfeltet, da han sparkede bolden væk. Men Mikkel Redder var hurtigt på åstedet og dæmpede gemytterne og uddelte et af kampens kun to gule kort, hvilket Younis heller ikke brokkede sig over.
Efter ti minutter var vi igen tæt på at komme foran, da Elyounoussi slog bolden på tværs i feltet, og Dadason forgæves prøvede at styre den ind med hælen og måske skulle have ladet den passere videre til Robert.
Men selv om spillet ikke sprudlede, kom vi altså stadig til chancer, hvorimod Brøndby aldrig rigtigt satte Ramaj på prøver. Efter en lille times tid fik Younis dog en udmærket skudchance i udkanten af feltet, men bankede bolden langt op på Sydsiden.
Lidt efter fik de endnu en god mulighed, da Asger Sørensen lavede frispark på Olti Hyseni lige uden for halvcirklen, men Casper ’Dani’ Winther sparkede også bolden ud til fansene. Men de havde for en stund et vist spilovertag, hvor vi i længere perioder stod lavt og også mistede bolden lidt for hurtigt, når vi fik fat i den.
En af Brøndbys indskiftere, Jordi Vanlerberghe, skabte en pæn chance, da han vippede bolden over Beijmo, men heller ikke han kunne afslutte inden for målrammen, og det begyndte så småt at ligne en målløs affære.
20 minutter før tid kom Suzuki og Cornelius ind for Král og Dadason, og nu fulgte en periode, hvor vi igen fik lidt ro på bolden og kontrollerede spillet udmærket, og med ti minutter igen faldt afgørelsen.
Cornerlius afgjorde
Beijmo slog et indlæg i feltet, Cornelius tog det rigtige løb i tæt duel med Frederik Alves, og ser man nøje efter, så headede Alves faktisk bolden ind i panden på Cornelius, hvorfra den gik i mål tæt op ad stolpen! Heldigt, men der sidder jo også et stort hoved på den 33-årige angriber, der sært nok aldrig før har scoret i et Superliga-derby.
Brøndby forsøgte med en sidste offensiv, mens vi sendte Nasnas ind for Robert, og vi kørte sejren hjem i en 5-2-3-formation, hvor der var aldrig optræk til udligning.
Over kampen som helhed skabte vi klart mest og havde fortjent sejren, men det er jo set mange gange gennem årene, at det ikke altid er nok til at vinde et Derby for hverken os eller de blå-gule.
Det var det i dag, og vi tog dermed den ottende Superliga-sejr af ni mulige, mens Brøndby tabte for fjerde kamp i streg.
Matchfacts
Søndag den 20. september 2026, kl. 14.00 på Brøndby Stadion. 3F Superliga, runde 9
BRØNDBY IF-F.C. KØBENHAVN 0-1 (0-0)
80.: 0-1 Andreas Cornelius
25.621 tilskuere. Dommer: Mikkel Redder
Advarsler: 52.: Marcus Younis, 59.: Robert Silva
FCK
1 Diant Ramaj - 2 Felix Beijmo, 4 Asger Sørensen, 6 Akos Markgráf, 15 Marcos Lopez - 33 Alex Král (72.: 20 Junnosuke Suzuki), 36 William Clem, 21 Mads Emil Madsen (62.: 27 Thomas Delaney) - 10 Mohamed Elyounoussi (anf.), 39 Viktor Dadason (72.: 14 Andreas Cornelius), 16 Robert Silva (86.: 34 Marvin Nasnas)
Ikke benyttet: 31 Alex Rúnarsson, 7 Maher Carrizo, 12 Thapelo Maseko, 24 Birger Meling, 44 Geovanni Ndjee
Brøndby
1 Patrick Pentz - 2 Oliver Villadsen (64.: 30 Jordi Vanlerberghe), 32 Frederik Alves (85.: 9 Patrick Mortensen), 4 Luis Binks (anf.), 24 Marko Divkovic - 15 Casper ’Dani’ Winther, 18 Max Ejdum - 21 Marcus Younis (78.: 38 Jacob Ambæk), 29 Mads Frøkjær (85.: 27 Mats Köhlert), 7 Olti Hyseni -19 Sho Fukuda (64.: 22 Filip Bundgaard)
Ikke benyttet: 50 William Sonne-Schmidt (GK), 3 Christopher Olivier, 10 Daniel Wass, 51 Oskar Fenger