U19-cheftræner Sune Holmgren

U19-cheftræner Sune Holmgren ser frem til den nye sæson

En ny sæson er altid en ny og frisk start, og det gælder på flere måder for vores U19-hold, som har fået ny cheftræner til denne sæson i form af vores hidtidige U17-træner Sune Holmgren.

Holdet indleder i dag U19-ligasæsonen kl. 15 i Vejle efter en måneds forberedelser, siden truppen mødte ind midt i juli.

“Alle har lagt et hårdt arbejde både på og uden for banen, og der er god tro på tingene, inden det nu bliver alvor,” fortæller Sune Holmgren.

“Det er en god trup med masser af talent, god energi og tro på tingene, og alle har arbejdet hårdt i pre-season, og det håber vi selvfølgelig at kunne se allerede på kort sigt, men på langt sigt har vi ingen bekymringer, uanset hvordan det går i de første kampe.”

Abdul Daramy
Abdul Daramy deltog også i førsteholdets træningslejr i Østrig. Foto: Freja Borne


“Vi har spillet en række træningskampe, som resultatmæssigt har været svingende, men der har været mange gode perioder og mange gode momenter.”

“Vi har arbejdet både med det defensive og det offensive, især på at være et hold, der presser højt, erobrer og fastholder bolden på modstanderens halvdel og skaber chancer. Der synes jeg, vi er ret kompetitive.”

“Der har selvfølgelig været en del rotation i træningskampene, og ligesom tidligere sæsoner har vi også haft nogle U17-spillere med.”

“Alle har haft en chance for at vise sig frem og haft mulighederne for at sætte sig selv i spil til første ligakamp, og jeg synes, at alle har gjort det godt,” siger Sune.

Han har jo et rigtig godt kendskab til de fleste, som han tidligere har haft som U17-cheftræner, men der er også kommet helt nye ansigter denne sommer som led i klubbens strategi om også at hente internationale toptalenter direkte ind til U19-holdet.

“Vi har fået David Boison fra Ghana, der er kantspiller, og Kyung-Hyun Lee fra Sydkorea, der er back, og det er to spændende spillere, som tilfører os noget nyt, og desuden er der som altid rykket en række spillere op, som aldersmæssigt nu er “førsteårs-U19.”

“Nu glæder vi os til at komme i gang med ligaen, og så krydser vi selvfølgelig fingre for, at førsteholdet kommer i Champions League-ligafasen. Det vil jo betyde, at vi skal spille Youth League igen, og det vil være en kæmpe sidegevinst for os alle at få de oplevelser og erfaringer og blive matchet på det niveau,” slutter Sune Holmgren. 

Som nævnt har U19 sæsonpremiere i dag kl. 15 i Vejle, og næste lørdag kl. 12.00 spiller de den første hjemmekamp mod AC Horsens.

David Boison
Ghanesiske David Boison er et af de nye ansigter i U19-truppen. Foto: Freja Borne